Gå til hoved-indhold
09. maj 2015 - kl. 03.05

Eventteknikere skal til offentlig svendeprøve

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Alle er velkomne til at overvære de spændende svendeprøver.
  • 4 af 4
    Alle er velkomne til at overvære de spændende svendeprøver.
Af: Kanal Frederikshavn

EUC-Nord er nu klar til at dimittere femte årgang fra Eventteknikeruddannelsen. Det sker onsdag 13. maj. 

Til lejligheden stiller ArenaNord/Det Musiske Hus med stor velvilje sale og haller til rådighed, således at dimittenderne får optimale forhold til deres svendeprøver.

Traditionen tro er der en offentlig del i forbindelse med svendeprøverne. Her kan pårørende, praktikværter og andre interesserede opleve svendeprøveprojekterne. Et tilbud, mange har benyttet sig af de seneste fire år.

- Det er et kig ind bag kulissen i den verden, som i stigende grad definerer de rammer i hvilke, vi får de kulturelle oplevelser, som fylder mere i den enkelte danskers hverdag. Der sker en rivende udvikling, som i vores optik kun lige er begyndt, siger teamkoordinator Niels Østergaard.

Det er også et møde med 16 dygtige og engagerede unge mennesker, der med stor energi og flid har lavet deres afsluttende opgaver.

- Man kan godt bruge ordet "nørd" om dem, men for dem bliver det et lidt fattigt begreb, da de repræsenterer en helt ny kategori, der implementerer stor teknisk viden og kontant håndværksmæssig kunnen med kreativ opfindsomhed og målrettet handlekraft, udtaler Niels Østergaard.

Eventteknikeruddannelsen er udviklet på EUC-Nord i Frederikshavn. Det er en fireårig erhvervsuddannelse, specielt udviklet til den danske lyd-, lys- og AV-branche.

Uddannelsens første hold begyndte i 2007 efter flere års tilløb på EUC-Nord. Siden er det gået stærkt med nye hold hvert år, opbygning af udstyrssamlinger, undervisningslokaler, implementering af efteruddannelse og fra august også skolepraktik.

Eventkoordinatoruddannelsen huses i de samme rammer som Eventteknikeren. I dag er omkring 110 elever tilknyttet uddannelserne i Frederikshavn.

Uddannelsen stiller selvfølgelig også specielle krav til eksamensformen. Udover at dimittenderne skal kunne dokumentere teknisk viden og håndværksmæssig kunnen, må de gerne være nyskabende i forhold til den branche, de skal ud og virke i. Simpelthen for at accellerere udviklingen.

- Eventtekniker-svendeprøverne er på vej til at opnå samme status som filmskolens afgangsprojekter: Noget man skal se for at få et indtryk af de nye generationers bidrag, mener Niels Østergaard.

Det offentlige eksamensprogram ser således ud:

Kl. 8.45-9.30 i Det Musiske Hus:
Johannes Skjoldborg, Musikhuset Aarhus
Steffen S. Hansen, Allround, Struer

Kl. 10.00-10.45 i Det Musiske Hus:
Martin D. Krogfelt, Profox Aps., Aalborg
Nikolai Reckweg, Tivoli Friheden A/S, Århus
Christian Bendix Juhl, ETP Aps., København

Kl. 11.15-12.00 i Arena Nord:
Malte Hansen, Train, Århus
Michell Korreborg, Comtech A/S, Glostrup
Tobias Frank, Dansk Lyd og Lys A/S, Odense
Rasmus Wiberg, Nordic Rentals A/S, Løsning

Kl. 13.00-13.30 i Arena Nord:

Peter Jørgensen, BSA-Sound, Nyborg

Kl. 13.45-14.30 i Maskinsalen, Skolegade

Peter Christensen, Power Music Aps., Randers
Lasse Skjerk, Ranmix Aps. , Randers
P.K.Henriksen, Rådhusteatret, Ski, Norge

Kl. 15.15-16.00 i LAB (C12), EUC-Nord:
Kristoffer Daugaard, Værket, Randers
Miki Geil, Filmgear Aps, Søborg
Steffen R. Nørbjerg, Lightcom A/S, Kastrup

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...