Få en uddannelse og tjen 11 millioner kroner mere
Over 200 elever fik et indblik i historien og vilkårene for Frederikshavn Kommunes erhvervsliv, da den tredje udgave fa Start2Work blev afviklet på Frederikshavn Gymnasium.
Med to tidligere Start2Work succeser i bagagen havde Frederikshavn Kommune og Frederikshavn Erhvervsråd inviteret eleverne fra Gymnasiet, Handelsskolen og EUC Nord til Start2Work for tredje gang.
Oplæg om 10 års erhvervshistorie og fremtidens arbejdsmarked
Direktøren for Frederikshavn Erhvervsråd Jørgen Ove Jensen fortalte om historien om Frederikshavn. Fra lukningen af værftet i 1999-2000 til de tiltag, man tog for at vende nedturen, over den nuværende krise, til de paralleller man kan trække fra tidligere.
Det gav de unge en interessant indblik i, hvordan samfundshjulene drejer rundt i et erhvervsmæssigt perspektiv, og hvad der skal til for at en kommunes erhvervsliv kan overleve – set ud fra en lang række perspektiver.
De unge fik en "øjenåbner" i form af Professor Flemming Ibsens oplæg om fremtidens arbejdsmarked og tendenserne indenfor arbejdsstyrken. Her var der et par interessante informationer, som fik de unge til at spidse ører for alvor.
F.eks. at forskellen på en livsindkomst for ufaglærte set i forhold til personer med en længerevarende uddannelse er over 11 millioner kr. At uddannelse har en direkte påvirkning på længden af dit liv. At fremtidens jobmarked afspejler de eksisterende kønsopdelinger på specifikke jobs i endnu højre grad, at jo bedre uddannet du er, jo længere lever du, jo færre ledighedsdage har du, jo færre sygedage har du og jo mere blander du dig i det sociale, politiske og kulturelle liv.
Start2Work formiddagen endte godt og de godt 200 elever gik derfra med et par vigtige og interessante synsvinkler og pointer i bagagen. Næste år håber vi at finanskrisen er vel overstået, og at virksomhederne igen har gang i hjulene, så Start2Work kan afholdes i sin oprindelige form.
Læs mere om Start2Work og idéen bag projektet på www.start2work.dk.





































