Gå til hoved-indhold
21. november 2017 - kl. 04.11

Får Socialdemokratiet absolut flertal i byrådet?

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
    Jeg tror, at borgmester Birgit S. Hansen fordobler sit stemmetal fra næsten 6.000 til 12.000.
Af: Michael Frederiksen, redaktør på Kanal Frederikshavn

KOMMENTAR: Den største overraskelse ved dagens kommunalvalg i Frederikshavn Kommune vil være, hvis borgmester Birgit S. Hansen og Socialdemokratiet ikke opnår absolut flertal i byrådet fra 1. januar 2018.

Den 50-årige sygeplejerske giver alle andre nordjyske borgmestre baghjul, når det gælder om at være mest populær. Birgit S. Hansen fik 5.749 stemmer for fire år siden. Dengang var de fleste i tvivl om, hvorvidt hun egnede sig til jobbet som kommunens førstedame. Nu er det nærmest lige omvendt. Næsten alle er vilde med Birgit, som er her, der og alle vegne og taler et sprog, som de lidt over 60.000 indbyggere i kommunen forstår.

Jeg tror derfor, at hun får mindst 12.000 stemmer i dag. Det vil være et fantastisk valg for populære Birgit S. Hansen, og det vil utvivlsomt betyde, at Socialdemokratiet får mindst 15 ud af 29 pladser i byrådet. Går vælgerne helt amok, kommer der måske 16-17 socialdemokrater ind i byrådet.

Venstre ligner dagens taber i Frederikshavn Kommune. Jytte Høyrup kom for fire år siden ind på partiets 10. og sidste mandat i byrådet. Tidligere borgmester Lars Møller og de oplagte kronprinser Anders Broholm og Mogens Brag havde dog ikke lyst til at tage kampen op med Birgit S. Hansen.

Jytte Høyrup blev derfor valgt som Venstres borgmesterkandidat. Hun har dog ikke formået at overbevise vælgerne om, at et borgmesterskifte er vejen frem for Frederikshavn Kommune. Da både Mogens Brag og Lars Møller har været særdeles tilbagetrukne i valgkampen, vil det være en gedigen overraskelse, hvis Venstre forsvarer sine 10 pladser i byrådet. Mit bud er, at Venstre efter nytår kun har syv byrådsmedlemmer.

Dansk Folkeparti har de seneste fire år kørt et tæt parløb med Socialdemokratiet, og DF's spidskandidat, Flemming Rasmussen, har allerede peget på Birgit S. Hansens som partiets borgmesterkandidat. Lokalt set er der mindre kant over DF end nationalt, og partiet ville givetvis få flere stemmer, hvis folketingsmedlem Bent Bøgsted stadig stillede op til kommunalvalget i Frederikshavn Kommune. Men det gør han ikke, så mit bud er, at DF går tilbage fra fire til tre.

Får Socialdemokratiet 16 valgt ind, er der kun tre pladser tilbage at kæmpe om. Enhedslisten, SF og Konservative har p.t. hver ét mandat.

SF har haft formandsposten i Børne- og Ungdomsudvalget i over 20 år. Christina Lykke har således stået i spidsen for indførelsen af Bæredygtigt Børneområde - absolut en tabersag. Men Christina Lykke har været valgkampens største overraskelse. Otte år i byrådet har - undskyld - givet hår på brystet. SF's enlige byrådsmedlem har været dygtig i debatterne op til kommunalvalget. Der kan ikke være tvivl om, at hun sikrer SF en plads i byrådet.

SF, Enhedslisten og Konservative klarede sig lige akkurat ind i byrådet for fire år siden, mens Liberal Alliance - dengang med Peter Laigaard som spidskandidat - blev slået på målstregen. De fire samme partier vil givetvis været lykkelige for ét mandat, når stemmerne bliver talt op sent i aften. 

Det samme vil Nye Borgerlige og Alternativet, som er debutanter, når det gælder kommunal- og regionsrådsvalg, og Kristendemokraterne.

Måske tager jeg helt fejl. Det bliver vi klogere på senere. Kanal Frederikshavn følger den spændende aften både på kanalfrederikshavn.dk og Facebook

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...