Dommen ved retten i Hjørring blev straks anket til landsretten.
En 46-årig familiefar fra Gærum, der aldrig har været straffet før, blev i går idømt fire måneders ubetinget fængsel. Det, der skulle have været en hyggelig aften 29. december sidste år på en adresse i Gærum, endte tragisk.
Den 46-årige - som er gift og far til to børn - havde inviteret en 37-årig og en 35-årig kammerat over til hyggeligt samvær, men det endte med, at den 46-årige bankede den 37-årige ret voldsomt - blandt andet ved hjælp af knytnæveslag, spark mod hovedet og slag med et kabinet fra en computer, oplyser Nordjyske Medier.
Både de tre venner og deres familier havde forud for slagsmålet haft stor fornøjelse af hinanden. Eksempelvis legede de jævnaldrende børn ofte sammen. Siden opgøret i den isolerede garage har de tre venner ikke været på talefod - og af retssagen fremgik det også, at heller ikke børnene må mødes længere.
- Det er utroligt trist, når gode venner på den her måde bliver involveret i sådan en sag, siger forsvarer Jens Christian Christensen til avisen.