Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.06.2018 | Af: Michael Frederiksen

Far og to sønner på holdkortet i Voersaa IF

Allan Eckhardt i midten med sønnerne Nickolaj til venstre og Rasmus til højre.
Familien Eckhardt havde tre spillere med på Voersaa IF's hold i udekampen mod Hals FS.

 

- Det er noget, jeg har ventet på længe, så jeg er stolt, siger Allan Eckhardt, far til Nickolaj og Rasmus. 

Både Allan og Nickolaj kom på måltavlen, men Voersaa IF tabte alligevel med 3-4.

Her er weekendens oversigt over, hvordan de lokale serieklubber i fodbold klarede sig.

Jyllandsserien 1, pulje 1:
IF Skjold Sæby besejrede i eftermiddag Vildbjerg med 4-3 på udebane. Jakob Kristensen lavede hattrick. Med sejren rykkede Sæby op på andenpladsen, som giver en kvalifikationskamp om oprykning til Danmarksserien. Tjørring IF tabte nemlig i går til Aalborg Freja, og det åbner for alvor døren for Sæby. Nu kan Sæby tåle at tabe i næste weekend til det suveræne tophold, Nørresundby, men alligevel slutte på andenpladsen, hvis holdet vel at mærke vinder den sidste puljekamp ude mod Tjørring IF.


Serie 1, pulje 5:
FfIs ambitiøse målsætning om at være divisionsklub i 2020 kan nu definitivt begraves. Lørdag skuffede FfI igen og tabte 0-2 i udekampen mod B52 Aalborgs bundhold. Dermed er det 100 procent sikkert, at FfI også spiller i serie 1 i efteråret. Det gør det matematisk umuligt at være divisionsklub om to år.

Serie 2, pulje 11:
Østervraa IF's stime af sejre blev stoppet i topkampen mod Hjørring Frem, men efter 0-0 i Frem Parken er ØVI fortsat ubesejret og storfavorit til oprykningen. ØVI er fire point foran Dronninglund IF med to kampe igen.

Skagen IK sikrede sig endnu en sæson i serie 2, da ugens to opgør mod Hirtshals gav fire point. Lørdag eftermiddag var det dog lige ved at gå galt i Hirtshals. Skagen havde fem afbud og gav comeback til old boys-spillerne Rasmus Rump og Tommy Fuglsang.

Rasmus Rump headede skagboerne foran efter syv minutter, men trods overvægt i spil og chancer var Skagen IK bagud med 1-2 indtil et par minutter før tid, hvor Kasper Lundholm headede udligningen ind. Det ene point betyder, at Skagen er klar til endnu en sæson i serie 2.

Det set også ud til, at IF Skjold Sæbys JS-reserver klarer sig i serie 2. Mads Ring blev matchvinder, da Sæby besejrede Hjørring IF med 1-0 på hjemmebane. Sæby har fire point ned til Hjallerup IF under nedrykningsstregen. Hjallerup IF førte lørdag 1-0 over Dronninglund IF med syv minutter igen, men tabte 1-2. En udvikling, som de jublede over i Skagen og Sæby.

Serie 3, pulje 23:
Dette er puljen, hvor ingen åbenbart vil rykke op. De to tophold tabte begge på hjemmebane. SHI led sit første nederlag på eget græs, da FfI's andethold var på besøg, mens Tårs/Ugilt IF blev slået af GVL Løkken.

Stillingen i Top 5:
1. SHI 25
2. Tårs/Ugilt IF 23
3. SEIF 21
4. Bangsbo Freja 21
5. FfI 21

SEIF vandt 3-0 uden kamp over Læsø, som ikke kunne stille hold. Mon ikke SEIF begræder Nicklas Dams karantæne på tre spilledage? Netop de tre kampe er de eneste, som SEIF har tabt i foråret.

Bangsbo Freja måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Vraa/Børglum IF. Bangsbo Freja kan dog for alvor spille sig ind i varmen igen med en sejr på lørdag ude over SHI.

Sikkert er det nu, at Læsø tager turen ned i serie 4. En logisk konsekvens af et forår, som bliver værre og værre. Nederlag på 0-9, 1-7, 0-6 vidner om, at "Basserne" har brug for ny luft i serie 4.

Serie 3, pulje 25:
Voersaa IF jagtede vigtige point i udekampen mod Hals FS, og det skete med tre familiemedlemmer på holdet. Allan Eckhardt spillede sammen med begge sine sønner, Nickolaj og Rasmus.

Netop Allan Eckhardt bragte Voersaa IF foran efter 11 minutter, og i det 83. minut udlignede Nickolaj Eckhardt til 3-3. Desværre for Voersaa IF vandt topholdet Hals FS med 4-3.

Med to runder igen er Voersaa IF fem point efter Flauenskjold IF over nedrykningsstregen. Voersaa IF mangler Asaa hjemme i et vaskeægte lokalopgør og bundholdet Klokkerholm ude. To opgør, som godt kan udløse seks point.

Serie 4, pulje 48:
Østervraa IF hænger på i toppen. ØVI vandt 3-0 over Syvsten IF og ligger tre point efter topholdet Dronninglund IF. Peter B. Nielsen, Andreas Bundgaard Jensen og Kim Winther scorede mod Syvsten IF.

Dybvad vandt søndag eftermiddag med 6-1 over Flauenskjold IF. Thomas Møller og Thomas Vanggaard scorede begge to mål. Med sejren er Dybvad kun ét point efter Dronninglund, som i sidste spillerunde møder Østervraa IF.

I bunden kæmper FC Vakok, IF Skjold Sæby og Flauenskjold IF om ikke at følge Try/Thorshøj IF ned i serie 5. Sæby mangler netop disse to modstandere, og der er ingen tvivl om, at 3-2-sejren fredag aften over Try/Thorshøj har øget holdets selvtillid.

Situationen er omvendt for FC Vakok i Frederikshavn. Oprykkerne har tabt deres seneste fire kampe.

Flere hold fra Frederikshavn Kommune er på vej op i serie 4. Skagen IK's andethold ligner en oprykker efter lørdagens 3-1-sejr i topkampen mod Sindal. Gærum IF og Hørby IF kæmper om førstepladsen i pulje 86, mens hele tre hold jagter oprykningen i pulje 84. Det er FfI, Kvissel/Ravnshøj IF og Jerup/Aalbæk.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close