Farvebøtten solgt til Qvick Farver på Koktvedvej
Efter over 30 år som farvehandler har 60-årige Jørn-Ole Nielsen solgt Farvebøtten i Danmarksgade til Knud Erik Qvick, indehaver af Qvick Farver på Koktvedvej. Farvebøttens sidste åbningsdag er 28. januar. Fra 1. februar samler Knud Erik Qvick alle aktiviteter på Koktvedvej, hvor butikken skifter navn til Qvick Farvebøtten.
Jørn-Ole Nielsens plan var at stoppe som 62-årig, men for halvandet år siden fik han konstateret øjensygdommen tunnelsyn. Det er en indsnævring af synsfeltet, så kun centralsynet er bevaret uden mulighed for erkendelse af objekter uden for dette.
- Det betyder bl.a., at jeg ikke må køre bil længere, og det er pigerne hernede, som har passet butikken i halvandet år, fortæller Jørn-Ole Nielsen.
Han har det fint med, at Farvebøtten nu er blevet solgt.
- Det er sket på en pæn og sober måde, mener den snart tidligere farvehandler.
Jørn-Ole Nielsen glæder sig også over, at Dorthe Qvist, som har arbejdet i Farvebøtten i 15 år, følger med op og skal arbejde i Qvick Farvebøtten på Koktvedvej.
Knud Erik Qvick var igennem mange år bl.a. butikschef i Flügger Frederikshavn, men åbnede for nogle år siden Qvick Farver på Koktvedvej 35.







































