Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
11.06.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Farveeksplosioner og finurlige figurer i Virak

Galleri Virak præsenterer en fællesudstilling med billedkunstneren Else Keldsen og skulptør Ole Mandrup.
Kigger man ind ad vinduerne i Galleri Virak i Danmarksgade i Frederikshavn, kan man snart se farveeksplosioner og finurlige figurer på vægge og podier. 

 

En fællesudstilling med billedkunstneren Else Keldsen og skulptør Ole Mandrup har fernisering lørdag 22. juni kl. 11 og kan opleves frem til starten af august.


Skal man sætte ét ord på Else Keldsens malerier, bliver det naturabstraktioner. Skønt de er abstrakte, genkender man farver og former fra det danske og skandinaviske landskab. Det er ekspressive lag på lag-malerier med viljestærk penselføring og nuanceret farveholdning.

Hun får farver og kulører til at svinge sammen - afdæmpet gråhvidt og stålblåt komplementeres af små farveeksplosioner i rubinrødt, smaragdgrønt og glødende orange. Inspirationen til de abstraktioner Else Keldsen maler på sine lærreder, er utvivlsomt hentet i det danske landskab med både iskold vinterblæst og lun sommerdag. Værkerne er ikke naturalistiske, men udtryk for kunstnerens egne spontane tanker og følelser.

- Det er en udfordring, hver gang jeg går i gang med at male. Jeg eksperimenterer med farverne og formerne. Oplevelsen af farverne og deres samspil er meget central for mig, fortæller Else Keldsen og fortsætter:

- Malerierne kan være længe undervejs. De bygges op i mange lag, og der er meget gemt inde bagved. På den måde skabes dybden og stofligheden.

Ole Mandrups har arbejdet som skulptør i efterhånden mange år. Han er stort set selvlært, men særdeles godt hjulpet på vej af billedhugger og maler Poul "Phuzzy" Winter Pedersen. Hans primære medie er lertøj/stentøj.

Ole Mandrup har et skarpsindigt blik på omverdenen og med underfundig humor, transformerer sine oplevelser til skulpturer. Ofte ender det ud i spøjse skikkelser med et tilstræbt tegneserieagtigt og til tider satirisk tilsnit. De finurlige figurer bringer et smil frem på læben - nok fordi man kan genkende sig selv i dem - eller nogen man kender.

- Jeg prøver at gribe øjebliksbilleder og oplevelser af en lidt skæv situation og lade det inspirere mig til skulpturerne. Det kan være manden med den alt for lille cykelhjelm eller tanken om Ole Lukøje, som selv går i søvne, fortæller Ole Mandrup.

Og de historier, som fortælles i skulpturerne, har både en humoristisk og en alvorlig vinkel.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close