Gå til hoved-indhold
06. september 2019 - kl. 13.09

Farvel til Remondis et befrielsens øjeblik

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Byrådsmedlem June Menne: - Tillykke til renovationsmedarbejderne i vores kommune med, at I ikke længere er underlagt en brutal arbejdsgiver, som åbenbart har svært ved at regne, når anstændighed og fællesskab skal med i ligningen.
Af: DEBAT-INDLÆG

Byrådsmedlem June Menne (S) har skrevet dette indlæg om affaldshåndtering i Frederikshavn Kommune: Den eneste rigtige beslutning er at tage opgaven hjem. Det gælder både for borgere i kommunen og renovationsmedarbejderene.

Renovation og affaldshåndtering har været en varm kartoffel, siden Remondis valgte at eskalere konflikten med renovationsarbejderne. Samarbejdet blev stoppet med firmaet.

Der er noget, der tyder på, at det private firma Remondis havde vurderet alt for lavt, da de bød ind på udbuddet. Og der er heller ingen tvivl om, at de mente, at det var medarbejderne, der skulle betale regningen med dårlige løn og arbejdsvilkår.

Derfor er det en entydig lykkelig slutning, der er kommet på denne affære, som kunne have endt helt galt for borgerne i Frederikshavn Kommune. Opgaven er hjemtaget, og vi er nu ikke længere i kløerne på tilfældige lykkeriddere, som er på jagt efter den næste million betalt af borgerne i almindelighed og renovationsmedarbejderne i særdeleshed.

Selvfølgelig er det blevet dyrere at få hentet affald, når man skal leve op til anstændige vilkår for medarbejderne. Vilkår, som vi nogen gange står ret alene med at kræve fra Socialdemokratiets side. Den del af opgaven, som bliver dyrere, er håndteringen af affaldscontainerne i parcelhuskvartererne. Ved ældreboligerne og boligforeningerne er processen ikke blevet dyrere. Derfor skal de ældre og lavtlønnede naturligvis ikke betale for, at affaldet skal hentes andre steder. Det er social retfærdighed.

Hjertelig tillykke til renovationsmedarbejderne i vores kommune med, at I ikke længere er underlagt en brutal arbejdsgiver, som åbenbart har svært ved at regne, når anstændighed og fællesskab skal med i ligningen. Det er unægtelig et befrielsens øjeblik for alle os i Frederikshavn Kommune.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...