FC Outlaws' herrer vandt pligtsejr i Aarhus
Floorballspillerne fra FC Outlaws leverede pligtsejren lørdag eftermiddag i Aarhus over Aarhus FS.
Aarhus FS, der endnu ikke har vundet en kamp i årets liga, spillede ikke som om de har været grundseriens prügelknäbe og sikker nedrykker fra ligaen. Tværtimod blev der gået frisk til den og et par store chancer i kampens start skabte lidt usikkerhed i Outlaws' bageste forsvar.
FC Outlaws havde også til dagen valgt at give kamppause til to af de svenske esser. Söderberg trækkes med et trælår og Tjusberg har lidt betændelse i akillessenen.
Derfor var der fuld spilletid til resten af holdet. Vi skulle helt hen til 1. periodes 15. minut, hvor Aarhus FS fik en 2 minutters udvisning. Den udnyttede FC Outlaws til en scoring til 1 - 0 på et skud næsten fra baglinjen af Nicklas Bjørn.
I 18.23 forsøgte Søren Olesen sig med et langskud. Dette strøg igen forbi hjemmeholdets målmand til 2-0 og da Alex Jensen også ville være med var stillingen 3-0 til FC Outlaws i periodepausen.
2. periode blev heller ikke sindsoprivende. 4-0 i det 12. minut, hvor Outlaws forsvar var i det gavmilde hjørne og serverede en friløber til hjemmeholdet, som reducerede til 1-4. Endnu et mål til 5-1 inden pausen blev det til. Målet scoret af unge Glenn Christiansen, der fejrede sin fødselsdag på denne måde. Perioden sluttede med en udvisning til FC Outlaws.
3. periode var ikke videre sindsoprivende. Sejren var hjemme og FC Outlaws benyttede den solide føring til nogle eksperimenter inden slutspillet. 2 udvisninger til FC Outlaws gav chancen til hjemmeholdet, og de scorede det eneste mål i denne periode.
Der resterer nu kun en enkelt kamp inden slutspillet. Denne kamp er imod Aarhus Elite og spilles på lørdag i NRGi-park i Aarhus.
Kampfakta:
Umbroligaen mænd vest: Aarhus FS - FC Outlaws: 2 - 5 (0-3 1-2 1-0).
Udvisninger: FC Outlaws 3x2 og AarFS 1x2 min.
Point for FC Outlaws: Søren Olesen, Nicklas Bjørn, Alex Jensen, Glenn Christiansen og Steffen Jensen scorede hver eet mål. Brian Larsen 2 assist mens Alex Jensen og Ronny Knoph havde én assist hver.





































