FC Outlaws nr. fem i Polen - frygt for alvorlig skade
FC Outlaws damer sluttede med en sejr over Zirafe Zilina fra Slovakiet. Efter skuffelsen havde lagt sig over ikke at komme med i semifinalerne skulle sejren køres hjem om femteladsen ved Euro Floorball Cup 2011 i Polen.
Første periode endte målløs ligesom de to foregående kampe, men med Outlaws som toneangivende, og der burde have været en føring allerede på dette tidspunkt.
En udvisning til Outlaws satte slovakkerne i gang og en føring til 1-0 kort ind i anden periode. Denne varede kun kort. Outlaws udlignede og kom foran 2-1 indenfor et minut, da de blev fuldtallige igen. På ny udlignede Zilina, men de fik derefter en to og en fem minutters udvisning. Det benyttede Outlaws sig af til at bringe sig foran 3-2 i slutningen af anden periode.
Zilina pressede hårdt på i tredje periode, men Outlaws holdt stand. I sidste minut fik Outlaws tilkendt et straffeslag, som Agata Kolesinska sikkert satte i nettet - 12 sekunder efter slog Jasmin Damm sejren fast med et hurtigt mål.
Sejren på 5-2 var velfortjent. Ifølge cheftræner Søren Frederiksen burde kampen have været lukket på et meget tidligere tidspunkt, men alligevel er træneren tilfreds med turen.
- Vi kan måske ærgre os over, at vi ikke gjorde noget mere mod Norge, men det er nok mere Rusland-kampen vi reelt kan ærgre os over. Vi havde helt klart flere chancer for at vinde den kamp og dermed afgøre det allerede dér! Vi spillede en rigtig god kamp, og havde vi vundet den, havde vi selv haft mere indflydelse på udfaldet af gruppespillet. Nu må vi så ”nøjes” med femtepladsen, men det har været en god og udbytterig tur for holdet, siger Søren Frederiksen inden hjemturen til Frederikshavn.
Mest bekymrende er Agata Plechans vrid i knæet kort inden afslutningen af lørdagens kamp. Det så ikke godt ud, men forhåbentlig er den store motor i Outlaws’ maskinrum ikke alvorligt skadet.
Kampfakta:
Zirafe Zilina, Slovakiet – FC Outlaws, Frederikshavn: 2-5 (0-0 2-3 0-2).
Point for FC Outlaws: Jasmin Damm 2 mål + 1 assist, Agata Kolesinska 2 mål, Camilla Sørig 1 mål, Anne Bruun, Emma Frederiksen og Anne Sofie Thaarup 1 assist hver.





































