FC Outlaws kom meget fint fra start i eftermiddagens kamp mod Aarhus Elite, men kunne ikke stå distancen. Det betyder, at "de lovløse" starter slutspillet fra en tredjeplads. Og allerede næste weekend er det en tur til Hvidovre, hvor der skal spilles både lørdag og søndag.
- Det hold, der lavede de færreste fejl i dag, vandt kampen. Men det betyder ikke, at vi er ude af slutspillet. Det er blot en anden modstander fra øst, vi skal møde i kvartfinalerunden, der går over fem kampe, siger Outlaws-træneren Brian Marinussen.
- Vi har bestemt en god chance for at komme videre til en semifinale. Vi holdt konceptet i de to første perioder, men lod os sætte under pres i sidste. At nederlaget bliver på 5-2 skyldes, at vi var nødt til at satse i kampens slutning og tage målmanden ud, siger Outlaws-træneren.
I kvartfinaleserien venter nu Hvidovre Attack, og den serie kan blive meget spændende. Efter de to første kampe næste weekend, kommer Hvidovre til Frederikshavn, hvor det bliver et stort problem overhovedet at finde en hal at spille i, da Arena Nord er stærkt optaget i denne weekend.
- Vi håber på stor velvilje fra FfI håndbold, siger Outlaws formanden Aage Gøgsig.
- Det er af meget stor betydning, at vi kan spille vores hjemmekampe i arenaen i stedet for at skulle til Syvsten eller Skagen. Det vil være det samme som at spille på udebane for os, vurderer formanden.