FC Outlaws to minutter fra sejr over russere
FLOORBALL: FC Outlaws' damehold indledte i dag turneringen i EuroFloorballCup, der afvikles i Polen. Dagens modstander var det russiske mesterhold fra Nizhny Novgorod, og kampen sluttede 5-5.
FC Outlaws kom rigtig godt i gang i første periode, men målene udeblev desværre. Fem-seks store chancer blev reddet af den russiske keeper. FC Outlaws brændte endda et straffeslag sidst i perioden. Men en klar overvægt i spillet til FCO.
FC Outlaws scorede 39 sekunder inde i anden periode. Det var de to polske spillere, Plechan og Kolesinska, der åbnede ballet. Russerne lagde stort pres på, og det resulterede i en to minutters udvisning til Outlaws. Russerne udlignede til 1-1, men Outlaws kom igen foran. Det var Tina Jensen, der resolut sendte bolden i nettet efter et frislag. Men en ny udvisning gav igen udligning til 2-2. Russerne kom mere og mere frem på banen og lagde stort pres på Outlaws-målet, men Anna Bruun tog, hvad der kom. En ny udvisning til Outlaws skabte bekymring, men den største chance i box-playet havde Annika Bengtsson, men desværre tæt forbi mål.
Men så i det 18. minut af anden periode kom Outlaws frem til 3-2 ved en scoring fra Camilla Sørig og denne føring holdt perioden ud.
Sidste periode blev en spændende og tæt affære med Outlaws som toneangivende. Holdene skiftedes til at score, men altid med Outlaws i front. Desværre fik det russiske hold udlignet til 5-5 to minutter før tid, og trods en stor offensiv lykkedes det ikke Outlaws at få prikket bolden i mål. At overvægten af chancerne lå til Outlaws viser redningerne hos keeperne. Outlaws Anna Bruun blev noteret for 12 redninger, mens den russiske keeper snuppede 18 forsøg!
Bedste spiller hos Outlaws blev helt fortjent Agata Plechan.
- En god indledning for vores piger, men en svær kamp venter torsdag, hvor modstanderne hedder Holmlia fra Norge, oplyser Aage Gøsig fra Outlaws.
Kampfakta:
EuroFloorballCup:
Nizhny Novgorod, Rusland – FC Outlaws: 5 – 5 (0 – 0 2 – 3 3 – 2)
Point for Outlaws: Camilla Sørig 2 mål, Agata Plechan 1+1, Anne Sofie Thaarup og Tine Jensen hver 1 mål, Jasminn Dam 2 assist og Agata Kolesinska 1 assist.





































