Gym Studio vil satse mere på bredden og de små dansere.
Gym Studio fejrer fem års fødselsdag med at ændre det koncept, som de nu har benyttet sig af i danseforeningens fem år. Det hele begyndte meget småt for fem år siden. Dengang holdt de få medlemmer til i træningscentret Phønix ved Nytorv. Siden har foreningen haft træningslokaler i Kattegat Siloen, inden dansestudiet flyttede ind hos Fitness Frederikshavn i Møllecentret på Hjørringvej.
Siden den spæde start for fem år siden er Gym Studio vokset til at have mere en 200 personer på medlemslisten, flere frivillige bestyrelsesmedlemmer, formænd, ledere og ikke mindst instruktører samt en nyansat daglig leder, Inger Sørensen, til at styre alle de administrative opgaver.
Fra 1. august har man så fra Gym Studios side ændret på konceptet omkring Gym Studio. Man ønsker med denne strukturændring at optimere dansernes træningsmuligheder samtidig med, at det sociale miljø forbedres.
- Vi har været inde og lave en aldersgruppering på samtlige medlemmer. Samtidig har vi i de enkelte aldersgrupper opdelt danserne efter niveau, så vi i hver aldersgruppe har tre niveauer: nybegyndere, øvede og meget øvede, fortæller én af Gym Studios bestyrelsesmedlemmer, Jonna Eriksen, til Kanal Frederikshavn og uddyber:
- Grunden til, at vi har iværksat dette nye koncept, er, at vi sætter det sociale sammenhold mellem danserne i højsædet. Og samtidig giver vi danserne de optimale muligheder for at udvikle sig ved at sætte dem sammen med andre dansere på samme niveau.
Konceptet adskiller sig både fra Gym Studios tidligere koncept, men også fra mange andre danseforeningers koncepter.
- Dette er meget nyt i forhold til tidligere tiders koncepter, hvor unge dansere helt ned til 10-årsalderen kunne risikere at skulle danse med 15-årige, hvis niveauet hos den unge danser var lige så højt som de hos 15-åriges. Dette kunne også godt være godt rent teknisk for den 10-årige. Men rent socialt er det bare ikke godt for det unge barn, vurderer Jonna Eriksen og fortæller, at arbejdet med at vurdere og gruppere de enkelte dansere har været hårdt og samtidig svært at forklare forældre, hvorfor man nu vælger at gribe tingene an således.
- Det har været et stort arbejde at vurdere samtlige af disse dansere og faktisk også en stor opgave at forklare forældrene, at denne strukturændring egentlig er for børnenes egen skyld.
Nu hvor der satses hårdt på at udvikle de unge dansere, er man også meget fokuseret på stadig at fokusere på det sociale. For man erkender, at foreningens dygtigste hold, som senere på året skal deltage ved VM, har taget meget af fokusset. Og faktisk vil man gøre noget ekstra for bredden i fremtiden for at gøre det sjovt at gå til dans.
- Selv om vi har et hold, som skal til verdensmesterskaberne, så er hovedparten af vores daglige opgaver jo egentlig at give små drenge og piger en god oplevelse ved at danse. Derfor skal der satses mere på bredden og de små dansere.
- Vi har haft travlt med at arrangere alle de fornemme stævner, som vores dygtigste dansere har skullet deltage i. Derfor har vi lidt glemt de små drenge og piger, som vi jo egentlig bygger hele vores fundament på. Dette vil vi så råde bod på ved at satse som tidligere fortalt.
- Samtidig er vi enormt stolte over at have så dygtige dansere, som kan kvalificere sig til VM. Men vi skal også være gode til at tage hånd om de små drenge og piger, for vi ved jo, at det kan være det næste kul. Derfor prøver vi nu ved at inddele dem efter niveau at sige, at nu skal de have den optimale undervisning, men det skal altså også være rigtigt hyggeligt og sjovt at danse. Og det er ikke kun i danselokalerne, vi skal hygge om de små. Der skal også arrangeres hyggeaftener med pizza samt fester for de ældre dansere, siger bestyrelsesmedlemmet.
Gym Studio vil desuden tilbyde gratis danseshows til folk, der kunne være interesserede for at give danserne den oplevelse at optræde for et publikum.
- Alle vores dansere elsker jo at træne og danse. Men de træner jo, fordi de gerne vil ud og lave opvisninger. Derfor tilbyder vi gratis shows til folk, som nu kan bruge os. Team Contraction, som til oktober skal deltage i VM, har tidligere lavet mange opvisninger i gågaden, hos bilforhandlere m.m.. Og det er på samme måde, vi ønsker, at lade de unge lovende talenter danse.
Og her kan man få lov at se børn i alle aldre danse. Ved det seneste show var yngste pige nemlig tre år.