Festlig håndbold-søndag i Sæby Fritidscenter
"Et brag i hallen" er titlen på søndagens hjemmestævne i Sæby Fritidscenter. Sæby HK skaber for anden gang i denne sæson en ekstraordinær ramme om klubbens hjemmekampe.
James Kousholt spiller musik til hver kamp, der speakes i alle kampe, ligesom kampens bedste spillere kåres og præmieres med gaver, som er sponsoreret af butikkerne i Frederikshavn og Sæby.
Sæby HK benytter samtidig hjemmestævnet til at holde recpetion fra kl. 12.30 til 14.30. Det sker for at markere, at klubben i denne sæson har taget sit nye klublokale i brug.
Der er gratis entre hele dagen, og tilskuerne kan også glæde sig til gratis kaffe hele dagen, ligesom der serveres lidt godt til ganen under receptionen.
Første kamp spilles kl. 8.30, og herefter er der kampe uafbrudt til kl. 19.00. Dagens hovedkamp spilles kl. 15.00, hvor Sæby HK's damer i 2. division får besøg af Bjerringbro.





































