Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.10.2010 | Af: Martin Pedersen

FfI fik ikke snøret sækken og blev bortdømt til sidst

FfI førte 3-1 med et kvarter igen, men Odder scorede tre mål i det sidste kvarter, hvoraf de to mål - ifølge FfI - aldrig burde have været godkendt.

Martin Pedersen har sendt dette indlæg: Rune Sønderby med to mål og Jonas Sørensen med en enkelt kasse sørgede for, at FfI var foran 3-1 med et kvarter tilbage af topkampen i Danmarksserien i fodbold, men Odder kom tilbage og vandt 4-3 efter tvivlsomme dommerkendelser.



 

FfI fik en skidt start på udekampen og måtte allerede efter fem minutter en tur til midterlinjen for at give bolden op. Simon Elbæks skud et godt stykke udefra blev rettet af og snød Kenneth Isaksen i FfI-målet.

Gradvist kom FfI bedre med i kampen, men sløseri gjorde, at Odder fik et par gode muligheder. FfI’erne kom sjældent til muligheder. Dertil foregik boldomgangen i et alt for langsomt tempo.

Selvom spillet ikke var oppe at ringe, fik FfI inden pausen udlignet. Et indadskruet frispark fra Thomas Sørensen fik FfI's bedste, Rune Sønderby, sendt videre med knæet. Her dukkede Jonas Sørensen op, og han havde ingen problemer med at passere Odder-keeperen til 1-1. Dette resultat holdt til pauseteens indtagelse.

Gæsterne kom godt ud efter pausen og allerede 10 minutter efter sidebyttet var der glæde i den rød/sorte lejr. Rune Sønderby udnyttede en kontra sat i gang af Nikolai Holm. Med stor energi og en modstander konstant i ryggen sendte ”Sønder” bolden i kassen.

Fem minutter senere var Nikolai Holm tæt på efter et perfekt opspil, men desværre måtte ”Niko” se sit gode forsøg prale af på overliggeren.

20 minutter før tid var energibundet Sønderby atter på spil. Anfører Mike Petersen sendte bolden ud til Nikolai Holm i venstresiden. Her smækkede Holm læderet ind til Rune Sønderby, som kraftfuldt headede bolden i kassen. Igen et mål, der viser hvor langt man kan komme med energi og fight.

Rune Sønderby var her, der og alle vegne. Han var så ivrig, at hjemmeholdet måtte stoppe ham med ulovlige midler. En enkelt gang med en tackling som sidste mand. Det giver normalt et rødt kort - bare ikke i dette tilfælde.

Ved stillingen 3-1 troede de fleste, at opgøret var lukket, men syv minutter efter 3-1 målet fik Odders Anders Syberg reduceret i en situation, hvor Kenneth Isaksen i FfI-buret ikke var helt uden chance.

Det blev også 3-3, da Lars Larsen sendte bolden i nettet i dyb offsideposition. Målet fik, trods store protester fra FfI-spillerne, lov at tælle. Absolut ikke nogen fantastisk præstation af manden på linjen.

Dybt inde i overtiden var endnu en stor dommerfejl med til at sikre hjemmeholdet sejren. En Odder-spiller begik tydeligt frispark mod Kenneth Isaksen i forbindelse med scoringen. Desværre lader dommertrioen det gå uset hen, og dermed sikrede Odder sig de tre point. Der var ganske forståelig stor frustration i FfI-lejren efter kampen. Såvel Odder-spillerne som hjemmeholdets tilskuere mente efter kampen, at FfI blev bortdømt.

- Sådan et nederlag er selvfølgelig mere end almindelig bittert. Vi havde egentlig rigtig godt styr på Odder ved stillingen 3-1. Desværre får Odder et par tvivlsomme mål. Jeg vil i den forbindelse gerne rose spillerne for at holde hovedet koldt i den svære periode, hvor vi kom i modvind, sagde en skuffet FfI-træner Jan Wrensted efter kampen.

FfI spiller på lørdag 30. oktober årets sidste hjemmekamp. Det sker, når Aarhus Fremad gæster Frederikshavn Stadion. Der er kampstart til sædvanlig tid klokken 15.00.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Jan Johansen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 530 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.2 af 5 fra 5 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder