FfI Fodbold: Om fem år spiller vi igen i 2. division
I 2020 spiller FfI Fodbold i 2. division, og holdets hjemmekampe samler mellem 1.500 og 2.000 tilskuere på et nymoderniseret Frederikshavn Stadion ved siden af Arena Nord.
Det fremgår af klubbens nye vision, som fredag eftermiddag blev præsenteret i klubhuset på Fodboldvej. "FfI Fodbold - byens fodboldklub år 2020" er overskriften i den otte sider lange vision.
Det er gamle dyder som et "godt kammeratskab", "forpligtende samarbejde", "fællesskab for alle" og "talentudvikling", som igen skal gøre FfI Fodbold til divisionsklub. Spillerne skal ikke købes ude fra. De kommer fra nærområdet og udvikles af højt uddannede trænere i FfI's egen ungdomsafdeling. Det arbejde er allerede særdeles godt i gang, blandt andet med tre trænere med A-licens i ungdomsafdelingen.
- Vi skal ikke lave en "Hobro". Frederikshavner-modellen er vi gang med at bygge op fra bunden. Arbejdet begyndte for fire-fem år siden, hvor klubben på flere områder var i knæ. Nu fungerer klubben igen. Vi er gået fra 400 til 650 medlemmer. Vi har styr på strukturen. Vi tiltrækker unge mennesker, dygtige trænere og sponsorer. Og vi har et velfungerende samarbejde med vores forældre. Alt det gør, at det nu giver mening at kigge fremad, mener bestyrelsesmedlem Per Højbjerre.
Visionerne er mange. Han erkender, at flere ting næppe bliver realiseret. Personligt er han dog overbevist om, at den sportslige ambition om en plads i den bedste halvdel af 2. division indfries.
- Kammeratskabet vil være så godt i klubben, at de spillere, som er rejst fra byen for at studere eller arbejde i eksempelvis Aalborg, fortsætter med at spille fodbold i FfI. Vi har en stor fødekæde af talenter, og spillerne er nu ved at være så modne, at vi om fem år vil være at finde i 2. division. Det er jeg overbevist om, siger Per Højbjerre og ligner en mand, som virkelig mener det, selv om FfI p.t. kun spiller i serie 1.
Bestyrelsen håber, det lykkes at etablere et godt og åbent samarbejde med de omkringliggende klubber på ledelses- og træningsplan.
Visionen rummer også spændende tanker om en udvikling af hele området ved Frederikshavn Stadion og Arena Nord, udvidelse af klubhuset på Fodboldvej, oprettelsen af fodbold-/idrætsklasser på Nordstjerneskolen, udvikling af eliten, bredden og ungdommen og trænere/ledere. Læs mere om det senere på Kanal Frederikshavn.
Arbejdet med den nye vision begyndte i efteråret, hvor en række mennesker var inviteret til møde i klubhuset på Fodboldvej. Herefter blev der nedsat et visionsudvalg bestående af Steen Jensen, Jens Tang og Per Højbjerre fra bestyrelsen samt den tidligere førsteholdsspiller Ejvind Nielsen.