Gå til hoved-indhold
10. maj 2009 - kl. 00.05

FfI overvandt chokstart - 3-2 sejr i Nørresundby

  • 1 af 6
    FOTO: Martin Pedersen
  • 2 af 6
    FOTO: Martin Pedersen
  • 3 af 6
    FOTO: Martin Pedersen
  • 4 af 6
    FOTO: Martin Pedersen
  • 5 af 6
    FOTO: Martin Pedersen
  • 6 af 6
    FfI erobrede sin femte sejr på stribe, da holdet vandt 3-2 på udebane over Nørresundby.
Af: Martin Pedersen, FfI

Det blev også til den femte sejr i træk, da FfI's JS-hold i fodbold fredag aften hentede en 3-2 gevinst i Nørresundby trods halvdårligt spil. Målene blev sat ind af Jacob Hørbye, Jesper Thorius og anfører Mike Petersen på straffespark. Alt i alt en fortjent sejr, men det holdt hårdt.

I forhold til sidste uges 4-0-sejr over Viborg Søndermarken var FfI uden Jens Nørgaard, der fik kamptræning på serie 2-holdet, hvor han i øvrigt scorede i 1-2 nederlaget på hjemmebane til Sæby IF Skjold. Med i stedet Jacob Jensen, der gjorde det fint i kampens sidste 10 minutter.

Kampen begyndte skidt for FfI'erne, der gjorde det man ikke må: Undervurdere modstanderen. NB kom derrimod godt ud, og allerede efter fem minutter kom ”De blå matadorer” foran 1-0, da offside-fælden svigtede i FfI's forsvar. En NB’er kom for let til indlæg, hvor han fandt en hel fri Robert Skovsholt.

Efter målet var det som om, at FfI vågnede op, men på grund af NB’s nådesløse fight på godt og ondt flød spillet ikke, som det har gjort de seneste tre kampe. FfI kom derfor kun til nogle halve chancer, men uden at gøre arbejdet helt færdigt.

Et kvarter efter 1-0-målet blev der dog bragt balance i regnskabet. Kasper Møller Kristensen slog et perfekt indlæg ind i pandebrasken på Jacob Hørbye, der flot dirigerede bolden i mål. 1-1.

10 minutter senere, i det 34. minut, blev Mike Kaljo skubbet i ryggen. Dommeren var ikke i tvivl - straffespark. Mike Petersen stod klar til at eksekvere ved 11 meter-pletten, og det gjorde han sikkert. 2-1 til FfI.

FfI kom godt ud fra anden halvlegs start, og blot tre minutter efter sidebyttet kom gæsterne foran 3-1. Mike Kaljo slog et fantastisk indlæg ind til Jesper Thorius, der sikkert sparkede "den lille runde" i kassen. 3-1. Det var Jesper Thorius’ syvende mål i denne sæson.

Der skulle dog ikke gå ret længe, før der blev reduceret. NB’s Robert Skovsholt fik med et fladt skud placeret bolden udenom Kenneth Isaksen i FfI's mål.

I det 70. minut var Malik Egede tæt på, da hans indlæg ramte opstanderen, så stadig 3-2. Kort efter var det så Jesper Thorius, der var på spil, men hans flotte afslutning gik via NB-keeperens arm til hjørnespark.

På det efterfølgende hjørnespark var Jacob Hørbye meget tæt på, men en feberredning fra hjemmeholdets keeper forhindrede FfI i at lukke kampen. På det her tidspunkt måtte NB’erne virkelig være glade for deres målmand, der holdte dem inde i kampen.

- Det er en kamp, der bliver unødvendig spændende, fordi vi ikke spiller op til vores bedste. Det er dejligt, vi formår at vinde også på selv de mindre gode dage, siger FfI's cheftræner, Peter Jacobsen.

FfI's næste kamp er lørdag 16. maj kl. 16.00 hjemme mod Vivild.

Kampinfo:
Nørresundby Boldklub - FfI 2-3 (1-2).

FfI's målscorere: Jacob Hørbye (21.), Mike Petersen (33.) (straffespark) og Jesper Thorius (48.).

Gule kort: NB: Benjamin Olesen (60.), Jonas Nebling (72.). FfI: Ingen.

Tilskuere: Ca. 85.

Man of the match: Mike Petersen med 7 stemmer.

Udover Mike Petersen skal også Jacob Hørbye, Jesper Thorius og Andrew Nilsson fremhæves for gode indsatser.

Holdopstilling: Kenneth Isaksen (M) - Theis Vad, Jacob Hørbye, Carsten Reinert, Malik Egede - Andrew Nilsson, Mike Petersen (A), Rasmus Wrensted (45. Thomas Petersen), Mike Kaljo - Jesper Thorius (80. Jacob Jensen) & Kasper Møller Kristensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...