FfI-sejrsmål 45 sekunder før slutfløjt i Thyborøn
Søndag eftermiddag var der sæsonpremiere for FfI's håndboldherrer i 2. division. Det skete på udebane i det vestligste af det vestligste Jylland, nemlig Thyborøn. FfI vandt 24-23.
Efter en lang bustur på tre en halv time ankom spillerne forventningsfulde til Thyborøn for at tage to point med hjem. Thyborøn er nyoprykker. Det er deres første sæson nogensinde i 2. division.
FfI vidste, at det ville blive en tæt og spændende kamp mod en modstander, som vil give sig 100 procent for at beholde de 2 point hjemme i Thyborøn-hallen.
Tilksuerne i den tætpakkede hal var vidner til en jævnbyrdig kamp, hvor FfI dog hele tiden var et skridt foran de granvoksne vestjyder. Første halvleg styrede FfI med solidt forsvarsspil, men ej prangende angrebsspil, og gik til pause med en føring på 13-10.
Anden halvleg begyndt med tre udvisninger i streg til FfI, hvilket betød, at hjemmeholdet hurtigt fik kontakt. Anden halvleg blev således en lang, sej kamp, hvor FfI dog hele tiden formåede at være et skridt foran værterne.
F.f.I’s sejrsmål blev scoret ca. 45 sekunder før tid af Carsten Jensen, og Thyborøn formåede ikke at tilspille sig en ordentlig chance i kampens sidste angreb.
Hele holdet leverede en rutineret og solid arbejdsindsats med base i forsvarsspillet samt en god målmandsindsats af Anders Jensen.
Angrebsspillet kan forbedres markant, hvilket helt sikkert også er nødvendigt til lørdagens hjemmekamp (3. oktober) mod Søften GF. Kampen spilles kl. 13.00 i Idrætshallen.
Målscorere:
Carsten Jensen: 11 (6 på straffe)
Rasmus Aebeloe: 4
Heine Engedahl: 2
Brian Høj: 2
Kim Kalstrup: 2
Mikkel Sperlig: 1
Peter Guldager: 1
Kim Ø. Pedersen: 1





































