Gå til hoved-indhold
28. august 2011 - kl. 20.08

FfI taber i JS-serien - Sæby bedste lokale hold

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    FfI tabte søndag aften 1-4 i Hjørring.
Af: Kanal Frederikshavn

Så er FfI's nedrykkere ikke længere ubesejrede i Jyllandsserien i fodbold. Søndag aften tabte FfI med 1-4 til Hjørrings 1. divisionsreserver.

FfI fik en elendig start på kampen. Allerede i opgørets tredje minut lå bolden i nettet bag Dan Drejer i en situation, hvor FfI-defensiven stod og så fodbold, da man troede, at bolden var ude over sidelinjen. Passiviteten straffede Patrick Pedersen nådeløst og gjorde det dermed til 1-0.

10 minutter senere var HI tæt på at udbygge føringen, men heldigvis reddede overliggeren for FfI. Generelt var indstillingen blandt de blåklædte FfI'ere skuffende, og desuden blev det til et hav af fejlafleveringer.

Tilbagevendte Dan Drejer diskede kort før pausetid op med en fin redning, da han alene med HI's Dennis Ramonn kom godt ud og parerede forsøget.

Lennart Bak og Jan Wrensteds tropper kom bedre ud til anden halvleg. Der blev i det hele taget investeret mere i nærkampene og flere andenbolde blev vundet.

Desværre blev først Brian Algrensen, dernæst Nikolai Holm og til sidst Thomas "Tomo" Sørensen udvist i 10 minutter, hvilket gjorde at FfI var i undertal det meste af anden havleg. Undertallet gjorde, at HI igen tog teten.

FfI kunne ikke holde stand 10 mod 11, og efter 57 minutter gjorde Patrick Pedersen det til 2-0, da han sparkede bolden over stregen efter et par returbolde tæt inde ved mål. 13 minutter senere kom Patrick Pedersen på tavlen for tredje gang, da han udnyttede et boldtab på et farligt sted.

Reduceringen til 1-3 faldt efter 77 minutter, da Jack Vejle sendte læderet i nettet efter klumpspil. Kort før tid lavede HI's Granit Gashi et flot mål efter en hurtig omstilling. Dermed blev det 4-1, som også blev resultatet da dommer Christian Christiansen fløjtede for sidste gang.

- Vi leverede en mildest talt skuffende præstation. I første halvleg var vi ikke til stede, og samtidigt var vi ukoncentreret. De første 10 minutter af anden halvleg får vi presset HI en smule, men desværre render vi ind i tre gule kort hurtigt efter hinanden. Set over hele kampen var vi slet ikke oppe i gear, og det er selvfølgelig skuffende, sagde Lennart Bak og Jan Wrensted efter kampen.

Næste kamp er på lørdag 3. september kl. 15.00. Her møder FfI. Aalborg Freja.

Nederlaget betyder, at naboerne fra Skjold Sæby nu kan prale af, at de er Frederikshavn Kommunes bedst placerede hold.

Sæby vandt 4-1 hjemme over Aalborg Freja. Der var sæbynitternes tredje sejr i træk efter nederlaget i sæsonpremieren til FfI. Med sejren avancerede Sæby til andenpladsen, ét point efter topholdet Hjørring.,

FfI ligger på fjerdepladsen med syv point. De fire bedste kvalificerer sig til forårets oprykningsslutspil. Skagen ligger nr. seks, men er fem point efter FfI.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...