Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.08.2022 | Af: Michael Frederiksen

FfI trak Vendsyssel FF: 'Det bliver en fed kamp'

Det er mange år siden, at Frederikshavn og Hjørrings bedste fodboldhold har mødt hinanden, men nu sker det. Foto: Morten Severinsen
Anden runde af pokalturneringen i fodbold byder på et lokalbrag mellem FfI fra JS1 og Vendsyssel FF's 1. divisionshold. Det blev resultatet af dagens lodtrækning.


 

Det er mange år siden, at de to bedste fodboldhold fra Frederikshavn og Hjørring har mødt hinanden, men nu sker det altså.

- Det bliver en fed kamp. Et lokalopgør siger man aldrig nej til, så jeg håber, der kommer masser af tilskuere, siger FfI-angriberen Mads Donbæk Møller.

Han fulgte lodtrækningen i dag og lægger ikke skjul på, at han håbede på en svagere modstander, da de tre superligahold var blevet trukket. Om chancerne for at vinde siger Mads Donbæk Møller:

- Alt kan jo ske i fodbold, så jeg tænker helt klart, at vi har en chance for at overraske, men hvor stor den er, tør jeg ikke sige noget om.

FfI's nye cheftræner, Michael Jakobsen, sagde efter 3-0-sejren i første runde over DS-holdet ASA Aarhus, at hans ønskemodstander i næste runde var AGF's superligahold. AGF trak i stedet for Vatanspor fra Aarhus, som FfI er i pulje med i JS1.

Dermed byder anden runde både på et aarhusiansk lokalbrag mellem Vatanspor og AGF samt "Slaget om Vendsyssel" mellem FfI og Vendsyssel FF.

Det er andet år i træk, at Hjørring-mandskabet skal en tur til østkysten i pokalturneringen. For et år siden trak Vendsyssel FF SEIF i første runde af pokalturneringen, og her gav Nicklas Dam hjemmeholdet en chokerende føring, men VFF endte med at vinde 5-1.

Kampene i anden runde spilles i perioden fra tirsdag 30. august til torsdag 1. september.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Morten Severinsen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close