Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.08.2021 | Af: Michael Frederiksen

FfI var toneangivende, men Sæby vandt 3-1

Spillemæssigt blev det med spænding imødesete lokalopgør i Jyllandsserien mellem IF Skjold Sæby og FfI en fuser. Især hjemmeholdet fandt slet ikke sit normale niveau, og dermed var det faktisk gæsterne fra Frederikshavn, som uventet var toneangivende i det meste af kampen. Men alle tre point blev i Sæby. Hjemmeholdet kendte sin besøgelsestid og vandt 3-1.

 

Første halvleg var nærmest uden chancer. Der var vel kun to afslutninger mod mål. I det 40. minut tog altid farlige Jakob "Mølby" Kristensen chancen fra en spids vinkel i venstre side. Afslutningen strejfede FfI's anfører, Michael Fjordbak, og efterlod Troels Aaen i målet chanceløs. 1-0 til IF Skjold Sæby i pausen. 

Trods føringen forventede de fleste på Sparekassen Vendsyssel Arena, at hjemmeholdet ville komme ud til anden halvleg i en langt mere aggressiv udgave. Det skete ikke. FfI dominerede fortsat spillet og pressede nu dygtigt IF Skjold Sæby højt oppe i banen.

FfI havde kampen igennem problemer med at omsætte dominansen til chancer. I det 62. minut kunne IF Skjod Sæby dog sende en venlig tanke op til overliggeren, da Gerardas Zukauskas forsøgte sig med et dykkende langskud.

Syv minutter senere var marginalerne igen med IF Skjold Sæby. FfI's Cato Kristensen blev nedlagt i kanten af straffesparksfeltet. Det lignede en såkaldt "fifty-fifty" situation, hvor dommer Michael Karstenskov kunne vælge at dømme straffespark eller lade spillet fortsætte. Han valgte det sidste. Det udløste en hurtig omstilling, hvor gæsternes Frederik Guldager noget hårdt blev idømt en advarsel og dermed 10 minutters udvisning.

IF Skjold Sæby udnyttede stærkt, at holdet var en spiller i overtal. Efter et par returer sparkede indskiftede Laurits Rømer bolden i mål til 2-0. De rødblusede var mere kyniske og effektive foran modstandernes mål, og det sikrede nedrykkerne fra Danmarksserien sejren.

Efter 76 minutter stod stolpen i vejen for en FfI-reducering. Søren Astrup var rykket op fra forsvaret, og hans hovedstød passerede Stefan Wesley Bjerggaard i målet, men stolpen reddede keeperen.

Tre minutter senere udgik Mikkel Tolstrup fra FfI med en skade. Det var den tredje spiller, som måtte forlade lokalopgøret skadet. Allerede efter 11 minutter humpede IF Skjold Sæbys Morten Honore ud, og efter 34 minutter var det slut for FfI's Mathias Bowman.

Mikkel Dorff øgede til 3-0, da han fik frit løb fra 40 meter mod et tomt mål, fordi FfI's keeper, Troels Aaen, helkiksede som bageste mand.


Kort efter reducerede Jacob Sømand. FfI'eren tog chancen fra en spids vinkel i højre side, og skagboens veltimede spark kilede sig ind i fjerneste hjørne. Virkelig en smuk scoring.

- Vi spiller en skidt kamp, men vi har viljen, sagde IF Skjold Sæbys Arbraham Oriem Simon, der sammen med Mads Ring og Mikkel Dorff stod stærkest i billedet hos hjemmeholdet.

Men indrømmet, det var altså en svær opgave at skulle kåre Kampens Spiller, for IF Skjold Sæby fandt aldrig melodien i lokalopgøret.

- Vi plejer at være meget bedre på bolden og spille den rundt, men vi blev for febrilske i dag og forsøgte den gyldne aflevering hver gang, vurderede Mads Ring, som af Kanal Frederikshavn blev kåret til Kampens Spiller i Ugens Kamp i Sparekassen Vendsyssel Ligaen.

Var FfI det bedste hold?

- Vi giver dem i hvert fald for meget tid, og vi kommer slet ikke op i vores pres. Jeg ved ikke, om de er bedre end os. Jeg synes ikke, at de kommer igennem til det store, og vi har styr på det i forsvaret, lød det fra Mads Ring.

IF Skjold Sæby har seks point efter to kampe, mens FfI er uden point efter tre kampe.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close