FfI vil til tops med ny elitesatsning i Vendsyssel
FfI vil hurtigst muligt tilbage i landets øverste rækker. Man ønsker at samle et bæredygtigt 1. divisionshold på tværs af Vendsyssel. Med lørdagens oprykning til 2. division har man taget første skridt på vejen.
Frederikshavn Fox’ 1. divisionshold blev sidste forår erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. FfI har kørt holdet videre, og efter blot en enkelt sæson i landets fjerde bedste række rykker kvinderne nu op i 2. division. Men toget stopper ikke her. Klubben vil med ekspresfart tilbage i de højeste rækker.
- Vi vil på håndboldlandkortet igen. Og håndboldlandkortet er 1. division og liga. Så vi ønsker at samle et hold, der kan rykke i 1. division og klare sig i 1. division. Og det skal gerne ske hurtigst muligt, siger FfI’s Per Malmberg til Kanal Frederikshavn.
Erfaring viser dog, at det er svært for en klub i Vendsyssel at drive topidræt.
- Vi kan ikke klare os alene i Vendsyssel. Det er bevist både med vores og TST Hjørrings konkurs. Vi bliver nød til at arbejde sammen. Derfor vil vi rigtigt gerne stable en elitesatsnings på benene i Vendsyssel. Her tænker jeg både på Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn kommune, lyder det fra Malmberg.
I forhold til samarbejdet er der dog endnu ingen konkrete ting på plads. Per Malmberg fortæller dog, at flere store sponsorer allerede har meldt deres støtte.
Sæsonens 3. divisionshold har udelukkende bestået af klubbens egne spillere, og sådan forsøger man at fortsætte. Den trængte økonomi sætter nemlig sine begrænsninger, og derfor vil man satse på talentudvikling. Fra FfI’s side ønsker man ligeledes at etablere talentudviklingen i samarbejde med de tidligere nævnte kommuner.