FfI's håndboldherrer har maksimumpoint i 2. div.
FfI's håndboldherrer i 2. division har maksimumpoint efter to kampe. I sæsonens første hjemmekamp imponerede FfI med en 35-22 sejr over Søften.
FfI har igennem årene haft mange drabelige opgør mod netop Søften GF og især deres kanonskytte Simon Skjøde – netop Skjøde har i mange år været psydoneum med Søften.
Så ugens oplæg havde ikke overraskende gået på at holde Skjøde så godt som muligt "fra fadet". Man kan vist roligt sige, at oplægget gik perfekt.
FfI begyndte som lyn og torden og bragte sig hurtigt på 5-2 - primært via godt forsvarsspil samt en god kontrafase. Resten af halvlegen foregik på hjemmeholdets præmisser. Første halvleg resulterede i en 17-12 føring til FfI – og det var kun et utal af brændte chancer, som var skyld, at føringen ikke var større.
Anden halvleg var en tro kopi af første med hjemmeholdet flere skridt foran gæsterne. Føringen blev konstant udbygget i løbet af halvlegen, hvor gæsterne forsøgte at finde modtræk - herunder offensivt forsvarsspil, som FfI dog hurtigt fandt modtræk imod.
Midtvejs i anden halvleg - hvor Skjøde frivilligt satte sig på bænken efter en for ham "mager målhøst" på fem scoringer - stod der 22-14 til hjemmeholdet, som til sidst endte med et slutresultat på 35-22.
Der var mange flotte individuelle præstationer, men igen var det HOLDET, som fungerede optimalt. Alle spillere bød ind i såvel angreb som forsvar, oplyser FfI's assistenttræner Thomas Rømer.
Der var hjemmebanedebut til Rasmus Mølgaard (streg), Johan Røjkjær (målmand), begge kommet fra Hjørring, samt træner Finn Christensen fra Hjallerup. Alle fik en fornem debut på hjemmebanen i Idrætshallen.
Målscorere:
Kim Ø. Pedersen 8 mål
Carsten Jensen 6 (3 på straffe)
Brian Høj 5
Peter Guldager 4
Kim Kalstrup 4
Rasmus Mølgaard 3
Mikkel Sperling 2
Rasmus Aebeloe 1
Anders Aalkjær 1
Heine Engedal 1





































