Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
20.05.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

FGU Frederikshavn holder åbent hus på tirsdag

Tirsdag 24. maj kl. 14.30-18.00 holder FGU Frederikshavn åbent hus for alle interesserede. Det gælder ikke mindst unge mellem 16 og 25 år, der endnu ikke har foretaget uddannelsesvalg og som er i tvivl om, hvad fremtiden skal bringe.

 

FGU er en forberedende grunduddannelse, der ligger i Elling. FGU er for unge mellem 16 og 25 år.

FGU skolen i Frederikshavn emmer af ro og hygge. Skolen er placeret i et landsbymiljø tæt på naturen. Undervisningslokalerne er lyse og rummelige, og flere lokaler er helt nye.

- Du bliver undervist på mindre hold af dygtige og engagerede lærere. Vores fællesområder er rustikke og hyggelige. Vi laver mange kreative, sjove, aktive og lærerige aktiviteter på kryds og tværs af skolen. Du kan glæde dig til fede oplevelser på holdene og på skolen. FGU skolen i Frederikshavn er placeret i fredelige omgivelser i Elling, hvortil der dagligt kører bus. Der er 150 elever på skolen, oplyser FGU-lærer Helle Grove Karlsson.

I forbindelse med tirsdagens åbent hus-arrangement vil skolens unge elever vise skolens linjer og værksteder frem for unge mennesker, som går og overvejer, hvilken vej de skal gå på uddannelsens sti.

Man kan opleve eleverne i aktion og se de forskellige linjer: Industri, motor, maritim, mad & ernæring, miljø og genbrug, tømrer, omsorg & sundhed samt handel & kundeservice.

- Vi har et fedt studiemiljø, hvor der er plads til alle, og hvor vi har fokus på tolerance og rummelighed. Hos os oplever man at blive mødt som den, man er, og vores elever har mulighed for at få støtte, hvis de har udfordringer af forskellig karakter, siger Helle Grove Karlsson.

Der vil være mulighed for at vinde fede præmier, prøve sjove konkurrencer på de forskellige værksteder og få et smil på læben. Denne dag er der rig mulighed for at opleve skolens aktive hverdag og den gode stemning.

- Der er også lidt lækkert til ganen, så tag din ven eller vejleder med ud og oplev en uddannelse med mange muligheder. Vi håber på at se mange gæster til en hyggelig dag, siger Helle Grove Karlsson.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close