Kristian Jensen i Frederikshavn - meget karismatisk, stærk retorisk, og man kan mærke, at der her er en mand, der brænder for sit arbejde.
Tidligere skatteminister og nu gruppeformand for Venstre, Kristian Jensen, besøgte onsdag aften Frederikshavn for at fortælle om Venstres visioner og de udfordringer, som regeringen og Danmark står med i dag.
Allerede i december indvilligede daværende skatteminister Kristian Jensen - efter at være blevet kontaktet af formanden for VU i Frederikshavn, Emil Bucholtz - i at komme til Frederikshavn.
Da jeg først fik en invitation til arrangementet af formanden for VU gennem facebook, var arrangementet åbent, og unge blev opmuntret til at tage med (ligegyldigt politisk orientering), da det kunne være lærerigt. Man behøvede altså ikke at være medlem af VU. Siden blev det dog bestemt, at mødet skulle være lukket og forbeholdt medlemmer af VU eller V, hvilket var en skam.
I stedet var det altså et lukket møde med en beskeden gruppe af tilhørere på ca. 40 medlemmer af Venstre, hvoraf ca. 15 var fra VU.
Kristian Jensen talte om Venstres visioner samt de problemer, Danmark kommer til at stå over for, og der blev meldt klart ud, at der med et underskud i statskassen ikke er flere penge at dele ud. Kommunerne skal i den kommende tid udøve politik uden at bruge penge, hvilket også bliver opgaven her i Frederikshavn. Problemerne kan altså ikke længere løses ved at udskrive checks, men skal løses gennem effektivisering og nytænkning.
Det var ærgerligt, at man ikke havde gjort arrangementet åbent, og at man ikke havde gjort et forsøg på at promovere det over for flere unge.
Kristian Jensen er en stor profil indenfor dansk politik, og heroppe er det måske ikke helt så ofte, vi får chancen for at høre oplæg af toppolitikere. Skal man inspirere flere unge til at vise en interesse i politik, vil et møde med en mand som Kristian Jensen, være et godt træk. Gruppeformanden er meget karismatisk, stærk retorisk, og man kan mærke, at der her er en mand, der brænder for sit arbejde.
Borgmester Lars Møller, der talte før Kristian Jensen, kunne fortælle, at man havde lavet en økonomisk opbremsning, hvilket blandt andet var sket gennem afskedigelse af ansatte, hvilket havde forbedret budgetterne en smule. Desuden nævnte han, at budgettet på de 100 mio. kr. der var afsat til renovering af rådhuset, stort set var blevet overholdt.
Her i Nordjylland har vi oplevet et fald i overnatninger på ca. 25 procent, hvilket blandt andet skyldes kursforskelle og momslettelser i vores nabolande. I oplægget til Kristian Jensen blev der derfor spurgt om, hvorvidt det var en mulighed med sænkelse af moms på visse områder i en periode for at vende udviklingen.
Kristian Jensen, der havde lovet Troels Lund Poulsen, at han ikke længere vil udtale sig om skat offentligt, mente dog ikke, at lettelser i moms ville blive en realitet, da det simpelthen er en stor og nødvendig indtægtskilde for staten i øjeblikket.
Gennemgående i Kristian Jensens tale var, at de forskellige kommuner rundt om i landet bør være bedre til at lære af hinanden og finde inspiration på tværs af kommunegrænserne, især i en tid hvor effektivisering og nytænkning på grund af finanskrisen aldrig har været vigtigere.
Kristian Jensen, der med egne ord er sportsgal, blev takket for sit besøg og blev af VU’s formand overrakt et Liverpool-halstørklæde, da gruppeformanden er en stor fan af fodboldklubben.
Af Venstre i Frederikshavn og dennes formand Peter Bagge-Nieslen fik Kristian Jensen også en gave, nemlig et White Hawks- halstørklæde med opfordringen til at komme til næste hjemmekamp. Gruppeformanden var glad for gaverne, men jokede dog med, at han ikke tør gå med White Hawks-halstørklædet i Herning.
Jeg tror ikke, der ville have gået noget af Venstre, hvis arrangementet var åbent for alle. Heldigvis er det allerede annonceret fra Venstre, at der kommer et nyt arrangement med Kristian Jensen, hvor ALLE får mulighed for at deltage.