Gå til hoved-indhold
13. november 2017 - kl. 12.11

Fire gode grunde til at stemme på Alternativet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Ole Jonsson og Mark Jewkes, to af Alternativets byrådskandidater i Frederikshavn Kommune.
Af: Ole Jonsson

På vegne af Alternativet i Frederikshavn Kommune har spidskandidat Ole Jonsson skrevet dette indlæg: Der er mange borgere, som ikke har bestemt sig for, hvilket parti de skal sætte kryds ved 21. november. Her er fire gode grunde, hvorfor en stemme på Alternativet kan gøre en forskel i Frederikshavn efter valget.

Demokratisk håb:
Vi vil styrke borgernes indflydelse på kommunalpolitik, også mellem valgene. Vi vil hellere være magtdelere end magthavere. Konkret vil vi arbejde for at indføre borgerdrevene forslag til byrådet, hvis der kan samles for eksempel 500 underskrifter for en sag. Dette betyder jo ikke, at forslagstillere altid kan få deres vilje, men de har ret til at få byrådets afgørelse.

Derudover vil vi kigge på byrådets beslutningsprocesser. Byrådet skal styrkes i forhold til udvalgene, der for nuværende leverer et færdigt beslutningsforslag til afstemning uden en større debat, hvilket efterlader nogle folkevalgte byrådsmedlemmer teknisk set udenfor indflydelse.

Økonomisk håb:
Administrationen i Frederikshavn er dyrere end i sammenlignelige kommuner. Senest har eksorbitante direktørlønninger været til debat. Vi vil kritisk se på, hvordan kronerne bruges, og om de skaber ægte værdi for borgerne. Vi vil overdrevet regelrytteri og bureaukrati til livs. Vi er sikre på, at vi kan øge velfærden uden at hæve skatten.

Social håb:
Generelt vil vi arbejde for, at borgerne, især de udsatte, får væsentlig større indflydelse på håndteringen af deres sag. Konkret vil vi indføre borgerbudgetter til de udsatte, der skal gøre det muligt for den enkelte selv at afgøre, hvilke tiltag der giver mest mening.

I England har man gjort det med succes hos hjemløse, der for eksempel kunne investere i en tandlægebehandling for at øge jobmuligheder. Vi tror ikke på den etablerede sagsbehandling med rigide regler og ufleksible tiltag, der ofte er fremmedgørende for "klienten", borgeren.

Derudover synes vi, at fagfolks vurderinger (om det så er læger, lærere eller social- og sundhedshjælperne eller interesseorganisationer indenfor sygdom) skal have afgørende indflydelse på sagsbehandlernes og forvaltningernes service overfor borgerne. Ind med empati og sund fornuft, ud med regneark og regeltyranni.

Vi tror på, at borgerbudgetter tjener sig selv ind, fordi sagsbehandlingtiden vil bliver kortere, og vi tror på, at flere udsatte kommer på sporet igen, hvis de selv er med. Også det vil medføre besparelser. Alternativets grundværdi "mod" kommer i spil her. Vi skal turde gå nye veje.

Grønt håb:

Frederikshavn er allerede godt på vej indenfor bæredygtighed og miljø. Energibyens tiltag er kendte langt over kommunens grænser. Vi vil sikre, at den grønne udvikling fortsætter. Vi vil give økonomisk og administrativ støtte til grønne virksomheder og iværksættere. Vi vil arbejde for mere økologi i kommunal regi, uden tvang men ved at støtte initiativer og tiltag i videst muligt omfang.

Vi vil bevare og beskytte de unikke naturskatte i kommunen, til gavn for borgerne og bæredygtig turisme.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...