Flere maskinmestre kan skabe vækst i området
Frederikshavn Erhvervsråd bakker op om flere studiepladser på maskinmester-uddannelsen på MARTEC. I regeringens finanslovforslag i denne uge vil der bl.a. være afsat penge til en styrkelse af ungdomsuddannelserne. Forslaget indebærer, at der afsættes penge til at uddanne yderligere 170 maskinmestre og dermed en øgning i antallet af studiepladser på landets fem maskinmesteruddannelser, herunder MARTEC i Frederikshavn.
Hvis forslaget realiseres, vil det have stor positiv effekt på lokalområdet i form af flere kandidater til det maritime erhverv og energisektoren mfl.
Erhvervsrådsdirektør Niels Christensen mener, at der er brug for alle de maskinmestre, man kan få på grund af stor efterspørgsel indenfor en række industrier, f.eks. offshore, skibsfart og udvikling af vedvarende energi:
- Der er vækst i det maritime erhverv nationalt såvel som internationalt, og vi mangler maskinmestre allerede i dag. Ikke engang 30 studiepladser mere vil kunne dække vores behov pt. Hvis vi ikke har tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft, er det en hindring for vækst og nye arbejdspladser i vores område. Vi oplever i øjeblikket en stigende efterspørgsel fra Norge på arbejdskraft fra Danmark og der er store muligheder for at skabe økonomisk vækst i vores region, hvis vi forstår at følge med efterspørgslen indenfor f.eks. maritim service og offshore industrien. Områder, hvor vi i dag har flaskehalsproblemer for højtuddannede med en praktisk baggrund.
Direktør Pia Ankerstjerne fra MARTEC er glad for, at det tilsyneladende bliver muligt at optage flere studerende i 2012:
- Maskinmestre efterspørges af erhvervslivet både on-shore og off-shore. Uddannelsen giver de unge et bredt fundament og er efterspurgt i både Danmark og internationalt. Vi synes, det er helt rigtigt at prioritere uddannelser, der bidrager til vækst og ser frem til muligheden for at udnytte vores kapacitet. Vi er glade for udsigten til, at vi næste år kan optage flere studerende på maskinmesterstudiet og vi håber, at vi ikke kommer i en situation, hvor vi må afvise ansøgere.
Flere maskinmestre vil styrke det maritime erhverv og energiområdet, som er to ud af Frederikshavn Kommunes fire prioriterede vækstspor:
- Vi har gode forudsætninger for at skabe økonomisk vækst i den maritime serviceindustri og på offshore markedet med den stærke maritime klynge i vores region og de store forretningsmuligheder indenfor maritim miljøteknologi, der følger i kølvandet af nye miljøkrav indenfor skibsfarten. Men vækst kræver kvalificeret arbejdskraft og forudsætter.
Fakta om MARTEC
MARTEC er et uddannelsescenter, som består af en maskinmesterskole, en søfartsskole og Skoleskibet DANMARK.
MARTECs hovedaktiviteter er uddannelse af maskinmestre, skibsmaskinister, skibsassistenter og HF-Søfart. Ud over dette udbyder MARTEC en bred vifte af efteruddannelseskurser indenfor offshore og CleanTech fag, ligesom MARTEC tilbyder kurser tilpasset den enkelte virksomhed indenfor en lang række områder. MARTEC har ca. 240 årsstuderende og kursister





































