Gå til hoved-indhold
30. august 2015 - kl. 00.08

Flere MTB-ryttere kommer alvorligt til skade

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Mænd i aldersgruppen 35-49 er særligt udsatte.
Af: Kanal Frederikshavn

Mountainbike-sporten vokser eksplosivt lige nu og er uden tvivl tidens hotteste actionsport. Men samtidig er der flere end nogensinde, der kommer alvorligt til skade, når de suser af sted på de smalle skovstier. Derfor bør man være særlig påpasselig, inden man kaster sig ud i at forcere træstubbe, kampesten og andre forhindringer, påpeger GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.

Meldingen fra Danmarks Cykel Union lyder, at der er dobbelt så mange MTB-ryttere i skoven i dag som for bare to år siden.

- Fart og spænding er kodeordene, når det gælder mountainbiking. Og netop det er grunden til, at sporten særligt virker tiltrækkende på mænd, forklarer Birthe Jensen fra GF Forsikring i Frederikshavn og Hjørring.

- Men statistikken taler også sit tydelig sprog for flere end nogensinde kommer galt afsted på mountainbike, tilføjer Birthe Jensen.

Friske tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitets Hospital viser, at det især er mænd i aldersgruppen 35-49, der er særligt udsatte, da de kommer til skade langt oftere end alle andre aldersgrupper. Derudover kommer mænd i denne aldersgruppe i gennemsnit til skade tre gange så ofte som deres kvindelige modstykker gør på deres mountainbike cykler.

Ifølge tal fra Ulykkes Analyse Gruppen på OUH, der fører detaljeret statistik over antallet af tilskadekomne mountainbiker, er antallet af tilskadekomne i kraftig stigning. Alene på skadestuen i Odense, der har et optage-område, der svarer til fem procent af Danmarks befolkning, er antallet af tilskadekomne efter uheld på mountainbike steget støt igennem alle årene fra 34 tilskadekomne i 2008 til 121 tilskadekomne i 2014. Det er næsten en firdobling.

Og desværre er der ikke noget, der tyder på at antallet bliver bedre i 2015. Alene i det første halvår af 2015 er der allerede 60 mænd og 14 kvinder, der er kommet galt afsted på deres mountainbike. Fortsætter den tendens betyder det, at der i gennemsnit vil komme i alt 148 personer til skade i indeværende år. Det er en stigning på 31 procent på bare et år, og på landsplan svarer det til at knap 300 personer vil komme til skade på deres mountainbike, når året er omme.

Statistikken fra Ulykkes Analyse Gruppen fortæller også, at skaderne spænder lige fra småknubs og fraktur af albuer og skuldre til mere alvorlige skader på hoved, nakke og ryg.

- Desværre oplever vi også, at der kan være tale om meget alvorlig personskade, hvor cyklisten har været så uheldig at brække nakke eller ryghvirvler. Sådanne alvorlige skader kan få konsekvenser for resten af livet. Derfor er det vigtigt at have styr på ulykkesforsikringen, fortæller Birthe Jensen.

- Kommer man så alvorligt til skade, at ulykken medfører varige mén, udbetaler ulykkesforsikringen en méngradserstatning. Det bringer ikke førligheden tilbage, men er dog et økonomisk plaster på såret, udtaler Birthe Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...