Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.03.2018 | Af: Michael Frederiksen

Flere WH'ere skal tage skeen i den anden hånd

White Hawks kæmper med back-skader. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger er Mads Larsen ude med en brækket hånd.
Henrik Eriksson, Simon Grønvaldt, Kristoffer Astorp Lauridsen og Roberts Jekimovs, så er det i aften, at I tager skeen i den anden hånd og indfrier nogle af de forventninger, som alle White Hawks-fans havde til jer, da sæsonen begyndte.

 

Kristoffer Astorp Lauridsen blev i grundspillet noteret for 27 point i 48 kampe. I herningenserens første sæson i Frederikshavn lavede han 28 point i kun 30 kampe grundspillet. Lauridsen har altså ikke ramt det niveau, som gjorde ham til en populær spiller i debutsæsonen i White Hawks. Otte holdkammerater lavede flere point i grundspillet.

"Pointsluger" og "scoop" var ordene, der blev brugt i White Hawks, da Henrik Eriksson blev præsenteret 19. juni. Den 30-årige svensker noterede sig i sæsonen 2014-2015 for 71 point i 33 kampe i grundspillet for Herning. I WH nåede Eriksson blot 33 point i 47 kampe. I Allsvenskan var han i to sæsoner oppe på 28 og 32 point.

Roberts Jekimovs lavede 20 og 21 mål i grundspillet for Gentofte og Herning, men nåede kun 14 i White Hawks.

Simon Grønvaldts 16 point i 49 kampe er heller ikke godkendt. "Vi får en offensiv back, der er stærk i powerplay. Han er en pointstærk spiller, der i de seneste tre sæsoner i Odense har leveret 94 point", lød det fra White Hawks, da han blev præsenteret i april. Læg dertil flere kostbare pucktab. Det har ikke været Grønvaldts år.

53 point i 48 kampe placerede Mark Hurtubise på sjettepladsen på topscorerlisten i grundspillet, men formkurven har været nedadgående siden nytår. Og ikke nok med det. Han tilbringer pludselig alt for mange minutter i straffeboksen. Alene i de to første kampe i kvartfinaleserien mod Aalborg har han fået 22 udvisningsminutter. Det rækker til en suveræn førsteplads - foran holdkammeraten Kasper Kristensen (otte minutter) - på slutspillets "bisseliste".

Med 29 mål var Nick Olesen farligste mand i grundspillet af alle i Metal Ligaen, men han lider under Mark Hurtubises formdyk. Og netop mod Aalborg har det knebet gevaldigt for målfarlige Nick Olesen. I syv kampe mod de nordjyske rivaler er det endnu ikke lykkedes ham at score, men to assister i kvartfinaleserien må være et tegn på, at han scorer i aften.

White Hawks er bagud 0-2, inden det går løs kl. 19.30 i Gigantium Isarena. Der var klasseforskel søndag eftermiddag i Frederikshavn. Et nyt nederlag i aften vil givetvis betyde, at Aalborgs fans medbringer mange badebolde på torsdag i Frederikshavn. Omvendt vil en WH-sejr åbne serien og skabe stor selvtillid hos frederikshavnerne.

Selvfølgelig tror vi på en 3-2-sejr til høgene. Målscorere? Kristoffer Lauridsen, Henrik Eriksson og Nick Olesen.

Det bliver spændende at se, om cheftræner Mario Simioni ryster posen. Det er han formentlig tvunget til på backsiden. Ales Sova er gået glip af de to første kampe på grund af en brækket finger, og søndag sad også Mark Müller udenfor med en skade. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger er Mads Larsen desuden færdig for sæsonen med en brækket hånd. Han udgik med stærke smerter i slutningen af søndagens opgør.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close