Gå til hoved-indhold
05. december 2010 - kl. 21.12

Floorballherrer måtte bøje sig for den russiske bjørn

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Det danske floorballlandshold - her fotograferet i Arena Nord - tabte 3-6 til Rusland.
Af: Aage Gøgsig

Rusland var skarpest i en tæt kamp og besejrede Danmark 6-3 (2-1, 2-0, 2-2) ved VM i floorball. Dette resultat sender Rusland i kvartfinalerne sammen med Finland, mens Danmark - med seks spillere fra frederikshavnske klubber i truppen - nu skal kæmpe om placeringerne fra 8 til 16.

Det var ikke Danmarks dag i Energia Areena i Vantaa, hvor 98 tilskuere så en meget lige kamp. Desværre var Rusland det skarpeste hold på banen, og på den baggrund kan der ikke pilles ved russernes sejr.

Danmark havde bolden rigtig meget og vandt skudstatistikken, men skuddene var sjældent farlige, fordi de blev blokeret eller var uskarpe. Og når de åbne chancer endelig kom, blev de misbrugt.

Russerne scorede derimod på både halve og kvarte chancer, og Artem Olins 5-2-mål, der lukkede kampen, var et godt billede på russisk skarphed i kombination med det nødvendige held. Bolden sejlede stille og roligt ind bag Alexander Gaihede, der ikke anede, hvor den lille hvide var.

Bo Kanstrup fra Brønderslev var dagens dansker. Han scorede et mål, fik Danmarks eneste udvisning og blev efterfølgende kåret som bedste dansker. Nicklas Juul Jensen, Bulldogs, og Jacob Andersen, Rødovre, scorede de to andre danske mål.

Alex Jensen fra FC Outlaws var ikke med på grund ad den skade, han pådrog sig i kampen mod Finland. Om Alex kommer på banen mere i dette VM er endnu uvist.

Tirsdag skal Danmark forsøge at rejse sig mod Canada, der søndag tabte 14-2 til Finland, men bestemt ikke bliver en walkover for de rød-hvide.

Uafgjort eller sejr sender Danmark ud i to kampe om 9.-12. pladsen. Nederlag betyder kampe om 13.-16. pladsen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...