Gå til hoved-indhold
08. februar 2012 - kl. 20.02

Flot indsats af unge Outlaws-spillere mod AaB

  • 1 af 2
    FOTO: FC Outlaws
  • 2 af 2
    Flere af FC Outlaws' unge spillere viste særdeles lovende takter i hjemmekampen mod AaB.
Af: Aage Gøgsig

Kampen tirsdag aften i Idrætshallen mellem FC Outlaws og AaB Floorball blev en medrivende og målrig affære, hvor FC Outlaws unge talenter viste vejen, og man måtte ud i omspil efter de tre ordinære perioder. Desværre for Outlaws blev det AaB, der satte den afgørende kasse til en 9-8 sejr. Derved blev der et enkelt point til FC Outlaws.

Forinden havde man været vidner til en medrivende og til tider velspillet kamp. Allerede efter 47 sekunder bragede Outlaws det første mål ind bag den talentfulde AaB-keeper, og så gik det ellers derudad med masser af mål, skiftende føringer og intens fight. Da der resterede 41 sekunder af kampen udlignede Outlaws til 8-8 og man måtte i omspil.

Dommerne havde til dagen valgt at lade spillerne spille ”internationalt”. Det betød, der blev gået til stålet med mange hårde tacklinger og knubs til følge. Spillerne fandt hurtigt linjen og tog de udvisninger, der måtte komme. Kun en enkelt gang gik det for vidt, da en AaB-spiller bevidst kun gik efter modstanderen. Det kostede en fem minutters pause i straffeboksen til ham.

FC Outlaws cheftræner valgte igen at køre med tre kæder. Det gav masser af spilletid til de unge spillere. Og tak for det. Det var opløftende at se dem spille en flot kamp mod de mere rutinerede AaB-spillere. Man kan vel sige, at 17-årige Ronnie Schou fik sit store gennembrud. Ikke blot scorede han sit første mål på ligaholdet, men yderligere to gange bankede han bolden i nettet suppleret med en assist ved målet til 6-6.

Tre af de andre mål blev også leveret af U19-spillere, og det var helt bestemt ungdommen, der var fremme i skoene, da 22-årige Casper Jepsen scorede de to øvrige mål. At de så også kan tabe hovedet, så vi et par gange, hvor der ikke rigtigt blev ryddet op foran Outlaws-målet, og AaB kom frem til et par lette scoringer.

Der er nu tre kampe tilbage i grundspillet for FC Outlaws: Team Aarhus hjemme, Sunds ude og Bulldogs ude. Der skal point på kontoen, hvis man skal gøre sig håb om at nå slutspillet.

Hvis dette skulle glippe, er det U19-finalerne, der er længere fremme i programmet, det gælder. 14. og 15. april spilles dette Final4-arrangement i Arena Nord, og der er absolut mulighed for, at de unge ”lovløse” kan gentage triumfen fra sidste års DM.

Kampfakta:
Unihoc Floorball Liga vestkredsen:
FC Outlaws – AaB Floorball: 8-9 (3-3, 1-2, 4-3, 0-1).
Point for FC Outlaws: Ronnie Schou 3 mål + 1 assist. Casper Jepsen 2 mål, Sune Reinert, Glenn Christensen og Philip Olsen hver èt mål. Assister: Christian Jepsen 3. Steffen Jensen, Glenn Christiansen, Lasse Haagensen og Kris Jensen hver én.
Udvisninger: FCO 5x2 min., AaB. 3x2 og 1x5 min.

Næste kamp er søndag 12. februar kl. 14.00 i Idrætshallen mod Team Aarhus.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...