Gå til hoved-indhold
05. marts 2016 - kl. 23.03

Flot Vendsyssel-sejr over Hadsten i 1. division

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Cecilie Skovgaard scorede til 25-24 med 50 sekunder tilbage af kampen i Hadsten. Foto: Finn Lassen
  • 4 af 4
    Cecilie Skovgaard scorede til 25-24 med 50 sekunder tilbage af kampen i Hadsten. Foto: Finn Lassen
Af: Michael Frederiksen

OPDATERET KL. 23.15: I kvindernes 1. division hentede Vendsyssel Håndbold lørdag eftermiddag en flot udesejr i Hadsten. Vendsyssel var bagud med fem mål, men vandt 26-24.

Det var en kamp mellem nr. seks og fem i landets næstbedste række. Med Vendsyssel-sejren blev Hadsten definitivt hægtet af i kapløbet om tredjepladsen, som giver adgang til kvalifikationskampe til Ligaen. Vendsyssel er fortsat to point efter Lyngby på tredjepladsen.


I første halvleg var gæsterne nede med blandt andet 2-6, 4-8 og 8-12, men i de sidste ni minutter scorede hjemmeholdet kun ét mål. Den chance greb Vendsyssel og udlignede til 13-13, som var stillingen ved pausen.

- Vi gik i stå efter en ok start på kampen. Hadsten scorede på en del kontra og indspil til stregen. Vi valgte herefter at mandsopdække deres playmaker, Malene Mogensen - også når de, som forventet, i store dele af kampen tog deres målvogter ud. Den opgave løste Christina Hansen flot, siger Vendsyssels cheftræner, Morten Arvidsson.

I anden halvleg fulgtes holdene ad, og med halvandet minut igen udlignede Hadsten til 24-24. I den forbindelse blev Vendsyssels Sisse Bruun ramt af en udvisning, så det lignede en vanskelig afslutning for gæsterne. Ikke desto mindre scorede Cecilie Skovgaard til 25-24 med 50 sekunder igen. Med 25 sekunder igen blev der dømt angrebsfejl mod Hadsten. I stedet øgede Kaja Kamp i kampens sidste sekund til resultatet 26-24.

- Det var stærkt, at vi kunne holde fokus og tage en angrebsfejl på dem til sidst. Rikke Skov Myrup spillede en stor kamp i målet, ligesom Kristina Bille gjorde det godt. Kaja Kamp var god til at binde forsvaret sammen, og Julie Thomsen var en sikker afslutter, fortæller Morten Arvidsson.

Vendsyssels målscorere:
Kristina Bille 9
Cecilie Skovgaard 5
Julie Thomsen 5
Kaja Kamp 3
Anne Nørkjær 2
Sisse Bruun 1
Julie Jensen 1

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...