Første fælles arrangement for Abildgård/Fladstrand
Jan Vajhøj, nr. to fra venstre, er gæst, når Fladstrand Skole og Abildgårdskolen i næste uge laver sit første fælles arrangement.
Motion og sund kost giver bedre trivsel, indlæring og koncentration. Abildgårdskolen har i de seneste to år, som den eneste skole i kommunen, været tilknyttet Sundskolenettet.dk, hvor eleverne hvert år bliver testet. Resultaterne bliver lagt ud på egne hjemmesider, hvor det er muligt at følge udviklingen i elevernes trivsel og velbefindende og lave en sammenligning med elever på andre skoler over hele landet.
For deltagelsen i dette koncept har Abildgårdskolen modtaget et legat fra Rockwool-fonden. Pengene derfra er blevet brugt til remedier, som skal motivere eleverne til at røre sig endnu mere. Der er bl.a. blevet investeret i 24 Waveboards, udendørs basket, en forbedring til de allerede eksisterende basketbaner, der er på skolens store udearealer, Wii Fit til specialafdelingen samt materiale til legepatruljen.
Konceptet lægger op til dagens arrangement, som finder sted onsdag 11. maj kl. 19.00 hvor der holdes et arrangement med Jan Vajhøj i hallen på Abildgårdskolen. Hele arrangementet forventes at vare omkring to timer.
Om formiddagen vil der blive lavet et lignende arrangement for 7.-9. klasserne. Arrangementet om aftenen er for alle klassetrin med forældre, elever og søskende.
Jan Vajhøj er uddannet massør og idrætsskadeterapeut og har som sådan været tilknyttet og ansat i flere ligaklubber.
Jan Vajhøj, som bl.a. er stifter af FitMind .dk og idémand til Start to Run, har løbet en del extremløb, triathlon, syv ironman, og har senest deltaget i Marathon des Sables i Sahara, som man kunne følge her på Kanal Frederikshavn.
Jan Vajhøj vil give et underholdende oplæg om:
• Hvad betyder sund kost og motion for et ungt menneske? Må man så ikke spise pizza mere, eller skal man leve af broccoli? • Hvad betydning har forældrene for de unges kost? (rollemodel) • Hvordan kan en optimal dag se ud med kost og motion og omvendt? (Jan Vajhøj viser nogle modsætninger og deres betydning f.eks. morgenmad med havregryn kontra Cocopops) • Hvilken betydning har motion for vores kost og vægt? (test på en spinning cykel om forbrænding af kalorier. Vil også gerne have en voksen med når de er der) • Løbet i Sahara, hans træning og udstyr, når man løber ekstremløb.
Der vil være mulighed for at afprøve de tests, som eleverne bliver testet i.