Første spadestik taget i Sæby Bakker-projektet
Vejrguderne viste sig ikke fra deres bedste side, da første spadestik i dag blev taget til projektet Sæby Bakker. Første etape med 56 udlejningsboliger begynder nu, og de første boliger forventes klar til indflytning i sommeren 2023.
Borgmester Birgit S. Hansen, partner i Udviklingsselskabet Sæby Bakker ApS Peter Sørensen og Michael Thomsen fra Innovator fik med hver deres spadestik sat projektet i gang.
- De første 56 udlejningsboliger har allerede fundet deres lejere, og vi har hele 40 potentielle lejere på venteliste, fortæller Peter Sørensen fra Sæby Bakker ApS, som står for første etape af projektet.
Tømrermester Ulrik Bisgaard fra Frederikshavn opfører boligerne.
Næste etape står firmaet Innovator for, hvor 52 rækkehuse opføres, og når hele projektet omkring Sæby Bakker er færdigt, vil der være 360 indflytningsklare boliger i området - deriblandt et seniorbofællesskab på 60-70 boliger. Beboerne i det samlede projekt svarer til en forøgelse af indbyggertallet i Sæby med cirka 10 procent, hvilket glæder borgmester Birgit S. Hansen.
- Det er altid dejligt med nye indbyggere, der kan fylde vores skoler, butikker og idrætsforeninger, og jeg er overbevist om, at Sæby Bakker bliver et aktiv for Sæby og Frederikshavn Kommune, siger borgmesteren.
Desuden er der stadig en række parcelhusgrunde til salg i området. Det er EDC Lars Jensen i Sæby, der står for salget af disse grunde. 10 ud af 27 grunde er på nuværende tidspunkt solgt.





































