Gå til hoved-indhold
16. august 2016 - kl. 00.08

Første spadestik taget til digebyggeri i Elling

  • 1 af 5
    FOTO: Bo Greve
  • 2 af 5
    FOTO: Bo Greve
  • 3 af 5
    FOTO: Bo Greve
  • 4 af 5
    FOTO: Bo Greve
  • 5 af 5
    Se borgmesterens første spadestik under artiklen. Foto: Bo Greve
Af: Michael Frederiksen

- Tak for kampen, sagde borgmester Birgit Hansen, da hun mandag eftermiddag tog det første spadestik til det længe ventede digebyggeri i Elling.

Siden de massive oversvømmelser af Elling Å i oktober 2014 har digebyggeriet stået højt på ønskelisten i Elling. Politikerne lovede at handle hurtigt, men forskellige forhindringer - blandt andet uafsluttede klagesager - gjorde, at byggeriet først kommer i gang nu.

Faktisk er den sidste udfordring endnu ikke ryddet af vejen, men det sker formelt på fredag, når Økonomiudvalget samles for første gang efter sommerferien. Her siger politikerne ja til at give en ekstra bevilling på cirka 900.000 kroner.

Frederikshavn Kommune afsatte i første omgang fem millioner kroner til projektet, men de samlede udgifter løber op i omkring 7,2 millioner kroner. Trigon, der er entreprenør på digebyggeriet, skal have 4,9 millioner kroner og dertil kommer udgifter til erstatning til lodsejere med mere.

Der har således været en del problemer undervejs, men de var tilsyneladende glemt mandag eftermiddag, hvor solen skinnede smukt over Elling Å, hvor et halvt hundrede glade mennesker overværede borgmesteren stikke spaden i jorden og lyttede til hendes tale.

Birgit Hansen ved udmærket, at digebyggeriet ikke gør det alene i Elling. Frederikshavn Kommune presser på for at få Vejdirektoratet til at lave en større broåbning under hovedvejen mellem Frederikshavn og Skagen. Det er dog et endnu dyrere projekt end digebyggeriet, da vejbanen skal hæves.

- Men vi kan mærke, at kommunens folk er i dialog med Vejdirektøratet, så vi håber på det bedste, siger Bo Greve, der er medlem af å-gruppen i Elling.

Digebyggeriet ventes færdigt om tre måneder, det vil sige i november.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...