Gå til hoved-indhold
27. januar 2011 - kl. 09.01

Fokus på fair play og gode oplevelser i håndbold

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Eventen skal få alle til at reflektere over, hvad der er god opførsel under kampene i hallen.
Af: Kanal Frederikshavn

Når Sæby HK 30. januar holder eventen "40 x 20 decideret gode oplevelser" i Sæby Fritidscenter, sker det sammen med hele 500 håndboldforeninger over hele landet.

"40 x 20 decideret gode oplevelser" er Dansk Håndbold Forbunds landsdækkende event, der løber af stabelen i de to sidste weekender i januar, og som sætter fokus på fair play og gode oplevelser i håndbold. Eventen skal få alle til at reflektere over, hvad der er god opførsel under kampene i hallen.

Alt for ofte oplever man desværre, at der lyder negative tilråb og hårde ord, når der spilles håndboldkampe – selv når det gælder børnekampe. Det indebærer blandt andet, at forældre sendes bort, trænere får rødt kort og dommerne svines til.

Denne kedelige udvikling skal vendes, og derfor har man som forening kunne tilmelde sig "40 x 20 decideret gode oplevelser", der skal inspirere til, at spillere, trænere, ledere og forældre vil respektere hinanden og opmuntre hinanden til fair play. Derudover opfordres foreningen til at tage en god snak om deres holdning til, hvordan en håndboldkamp afvikles i en god og positiv atmosfære.

De deltagende foreninger har modtaget materiale fra DHF, som de skal benytte på dagen, hvor eventen afholdes. Det er blandt andet en cd med lydspots indtalt af DHF’s direktør, Morten Stig Christensen, bakket op af Danmarks populæreste rockband, som skal køre i pauserne mellem kampene i den lokale hal.

Der er også lavet et hæfte med 10 gode forældreråd samt et holdningsskrift med gode råd om, hvordan man driver en forening. Desuden vil dommerne og trænerne bære badges, og et stort banner vil pryde den ene væg.

Alt sammen for at forbedre tonen i foreningen og skabe endnu bedre oplevelser for alle dem, der møder op i hallen for at få en decideret god oplevelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...