Joachim B. Olsen og Peter Laigaard under den stiftende generalforsamling i går på Frederikshavn Handelsskole. Foto: Freddy Andersen
I går var der stiftende generalforsamling i Liberal Alliance Frederikshavn/Læsø. Det er en kendsgerning, at det nye parti mangler folketingskandidater i Nordjyllands Storkreds, men byrådsmedlem Peter Laigaard vil ikke forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt han nu også går efter at blive folketingskandidat for Liberal Alliance.
- Lige nu er jeg glad og stolt over, at det i går lykkedes at banke en slagkraftig lokalforening op. Vi fik sammensat en god bestyrelse. Min fokus har ikke været på det landspolitiske, siger Peter Laigaard til Kanal Frederikshavn.
Men I havde jo partiets landsformand, Leif Mikkelsen, og spidskandidaten i Nordjylland, Joachim B. Olsen, heroppe, så I må da have drøftet muligheden?
- Leif Mikkelsen var her, fordi vi ønskede at krydre generalforsamlingen med nogle organisatoriske input, og Joachim B. Olsen var i Frederikshavn, fordi han ville være med, når den første lokalforening i Nordjylland blev stiftet.
Den tidligere OL-bronzevinder i kuglestød efterlod i øvrigt et meget positivt indtryk.
- Han var velformuleret og havde et godt indblik i vores politik. Han roste mig for min beslutning om at melde mig ind i Liberal Alliance. Han er glad for, at der nu er flere til at trække læsset i Nordjylland, fortæller Peter Laigaard.
Liberal Alliance er blevet beskyldt for, at det måske er lidt for smart at hive en sportsstjerne ind som spidskandidat, men det vil Peter Laigaard ikke høre tale om.
- Det skal ikke komme Joachim til skade, at han kender til hårdt arbejde og beslutsomhed. Manden har tydeligvis politiske ambitioner. Personligt undrer jeg mig mere over, hvad Socialistisk Folkepartis Villy Søvndal laver i et madprogram på Kanal 5 med pornobladsmodellen Jackie Navarro. Joachim har som Kristain Jensen fra Venstre deltaget i Vild med dans - og meget symbolsk vandt Joachim!