Folkets dom var givet i sagen om Lasse Burholt
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
26.10.2013 | Af: Simon Bang Jensen

Folkets dom var givet i sagen om Lasse Burholt

Det var en forståeligt trykket familien O'Shea, der forlod Retten i Hjørring torsdag eftermiddag, efter 39-årige Lasse Burholt havde fået sin dom. Foto: Simon Bang
Kanal Frederikshavns unge reporter debuterede ved retten i Hjørring torsdag 24. oktober i en af de nok mest omdiskuterede retssager i år - sagen om den nu dømte 39-årige frederikshavner Lasse Burholt. En meget tragisk og følelsesladet sag, som dog efterlader en del undren og ubesvarede spørgsmål.

 

Følgende artikel skal ikke ses som en hjælpende hånd til Lasse Burholt, men repræsenterer nærmere en generel undren over blandt andet sagens fremstilling i medierne og folkets dom. 

Siden den tragiske ulykke 16. juli i år, hvor tre børn mistede livet, har sagen skabt utroligt meget røre og massiv debat rundt omkring i landet. Mange danskere har tilsyneladende en klokkeklar holdning til den endelig dom, og det samme gælder medierne, som fredag lynchede Lasse Burholt. Både Ekstra Bladet, B.T., TV2/Nord, 24Nordjyske og Ritzau var mødt op på selve dagen, hvor flere af dem transmitterede live fra retssagen, som gjaldt det finalen i Champions League i fodbold.   

Fredag morgen lød overskrifterne i Ekstra Bladet og B.T. næsten identiske, hvor begge aviser fokuserede på den tiltaltes dom kontra ulykkens forfærdelige udgang med de tre dræbte O'Shea-børn. Noget i retning af "10.000 kroner i bøde for tre dræbte børn" prydede forsiderne - en overskrift, som nok illustrerer den umiddelbare holdning fra flertallet af danskerne.

Stemningen i retssalen var naturligvis utrolig trykket og anspændt under hele processen, og der var en tydelig opdeling mellem familien til O'Shea-parret og Lasse Burholts nærmeste. O'Sheas sad i venstre side, mens Burholts havde placeret sig i højre. Ægteparret var kun tilstede i retssalen, da moderen selv afgav forklaring af hændelsesforløbet. Familien udviste ellers stor foragt for den tiltalte, tårerne fik frit spil, og det samme gjorde kommentarerne - specielt fra morfar Per Beyer Hvalkop, som gentagne gange understregede sin vrede og utilfredshed.  

Det var dog meget surrealistisk at begge implicerede, både tiltalte Lasse Burholt og moderen Maria O'Shea, virkede så afklarede og næsten kølige i deres adfærd og forklaringer, men begge parter var overbeviste om, at de hver især havde loven på deres side. Eneste fysiske tegn på utilpashed og nervøsitet fra Lasse Burholts side var hans til tider rystende hænder og flakkende blik.

Mens Bryan O'Shea åbenlyst var sønderknust og næsten utrøstelig, virkede Maria O'Shea til gengæld afklaret og fattet under vidneforklaringen, hvor hun minutiøst fortalte retten om den forfærdelige ulykke på sommerdagen 16. juli. Detaljer, som fik mange i retssalen til at knibe en tåre - også én af de tre dommere. Rystende detaljer, som også gjorde et stort indtryk på mig.    

Jeg ankom til retten med den opfattelse, som størstedelen af jer derude sikkert deler, nemlig at skyldsspørgsmålet udelukkende falder på Lasse Burholt, da det var ham, der kørte for stærkt og torpederede ind i O'Shea-familiens Berlingo. I sådan en sag, hvor faktuelle beviser overskygges af forfærdelige kendsgerninger, glemmer man hurtigt, at der altid er to sider af en historie, og det må jeg erkende, gik op for mig efter næsten seks timer som tilskuer.

Man kan på ingen måde bebrejde familien O'Shea for deres følelse af afmagt og vrede mod Lasse Burholt og det danske retssystem. Mon ikke man ville have reageret på samme måde, hvis man selv stod i en lignende situation. Men hvis man helt objektivt sammenholder vidneudsagn med de tekniske beviser fra efterforskningen, synes jeg uden at tøve, at moderen skal ses som medskyldig i ulykken. Mange, inklusiv mig selv, troede fejlagtigt, at moderen holdt stille på den lille vej, men faktum er, at begge biler kørte på Lendumvej - mod hinanden.

Maria O'Sheas forklaring hænger ikke sammen med den tekniske politirapport fra bilinspektøren og vidneudsagnene fra det ældre ægtepar i autocamperen, som kørte bagved Berlingoen, inden ulykken indtraf. Begge vidner bemærkede Lasse Burholts modkørende bil, og bilinspektøren bekræftede også, at de to billister havde frit udsyn med helt op til 230 meters afstand. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Lasse Burholt kørte for stærkt - det erkendte han selv i retten. Faktum er dog også, at Maria O'Shea ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, inden hun foretog det fatale venstresving, som kostede tre af hendes fire børn livet.

Lasse Burholt sagde, at han så bilen, inden den drejede, og begge vidner i autocamperen sagde noget i retning af: "Åh nej, nu svinger hun direkte ud i ham". Det kom efterfølgende frem i retten, at Maria O'Shea har minus 8,5 på begge øjne. En kendsgerning, som de fleste medier har undladt at fortælle. Hun holdt fast i, at hun havde orienteret sig og kigget lige frem, inden Lasse Burholt ramte hende.   


Forsvarer Gert Gandrup spurgte også ind til stemningen i bilen, og om Maria O'Shea på noget tidspunkt, bare et øjeblik, kiggede tilbage til børnene eller andet, hvortil hun svarede blankt nej.  

Til gengæld er det meget udslagsgivende for dommen, at den tekniske rapport afslører, at ulykken ikke ville være sket, hvis Lasse Burholt havde overholdt fartgrænsen på 80 km/t, så ja, han var skyld i ulykken, men efter omstændighederne kan moderen ikke sige sig fri fra sit medansvar. Derfor lød dommen, som den gør. 

Som forsvarer Gert Gandrup så præcist udtrykte det, inden dommen blev afsagt.

- Dette er en særdeles tragisk og følelsesladet sag, men det er ikke følelserne, men derimod beviserne, der skal dømmes ud fra. Ja, min klient kørte for stærkt, men man bliver nødt til at forholde sig til det faktum, at Maria O'Shea ikke overholdt sin ubetingede vigepligt.

Det handler i bund og grund ikke om, hvorvidt man er enig i dommen, som nemt kan betragtes som meget mild, men det handler her om at gennemgå beviserne i den pågældende sag, hvor retten begrunder, at begge billister har et ansvar. Konklusionen lyder, at det er vigtigt at huske på, at der altid er to sider af en historie, hvad enten man kan forholde sig til sandheden eller ej. Det er for nemt at sidde i Køge, Svendborg eller Fredericia og lufte sin harme over i dette tilfælde Lasse Burholt. Der var altså to biler impliceret i denne skrækkelige ulykke.

Det er formentlig også forklaringen på, at Lasse Burholt valgte at stå frem i et langt, detaljeret og hudløst ærligt interview i magasinet Et Cetera, inden retssagen begyndte. En beslutning, som jeg og mange andre trods alt ikke helt forstår. 

 

BillederTilføj billede


FOTO: Simon Bang Jensen

 

Kommentarer

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close