Formand undrer sig: Davids kamp mod Goliat
Hvor mange nye lokalplaner skal der egentlig til, før nok er nok? Det spørger Carsten Riis Jørgensen, formand for grundejerforeningen Palm City Beach, om.
Nordstrand Resort - med direktør Ole Andersen, Andersen & Partners i Aalborg i spidsen - søgte i 2018 om tilladelse til at opføre helårsboliger med en bygningshøjde på syv meter i forlængelse af Palm City - altså på den anden side af Nordstand Camping i Frederikshavn. Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune ville dog kun være med til en bygningshøjde på fire meter. Herefter opgav Nordstrand Resort projektet i det 21 hektar store område.
Nu er sagen igen dukket op på politikernes bord. Ole Andersen vil bygge 40 helårsboliger med en bygningshøjde på seks meter. Nu siger politikerne ok til, at der arbejdes videre med et nyt plangrundlag.
Carsten Riis Jørgensen undrer sig.
- Tilbage i 2018 fik vi med hjælp fra Peter E. Nielsen (i dag formand for Plan- og Miljøudvalget, red.) forpurret et husbyggeri på syv meters højde, men det, som Ole Andersen er i gang med nu, er det samme projekt. De har fundet ud af, at grundvandet står rigtig højt, så hvis de fylder en halv meter stabilgrus på og bygger fundamentet i en halv meters højde, ja, så får de deres vilje, siger Carsten Riis Jørgensen.
Han føler, det er ligesom Davids kamp mod Goliat.
- Fordi lokalplanen ikke lige passer ind i Ole Andersens hoved, prøver han indtil det lykkes, men hvor mange nye lokalplaner skal der egentlig til, før nok er nok? Jeg ved heller ikke, hvad der er sket med Peter E. Nielsen. Hvorfor er han vendt 180 grader?, spørger Carsten Riis Jørgensen.
Det spørgsmål har Peter E. Nielsen allerede besvaret på Kanal Frederikshavn.
- Verden forandrer sig, og vi må konstatere, at med det nye byggeregulativ, hvor der blandt andet er helt andre krav til isolering, ja, der bliver det nærmest umuligt kun at bygge i fire meter, siger Peter E. Nielsen.
Hertil siger Carsten Riis Jørgensen:
- Arne Andersen har lige bygget 34 nye huse, som holder sig under fire meters højde, så det med isolering, som Peter E. Nielsen påstår er umuligt at bygge, passer ikke. Jeg tror ikke, at Arne Andersen har undladt isolering i husene.
Carsten Riis Jørgensen mener, at det er de små på gulvet, der igen bliver tabt. Det vil sige dem, der købte hus i god tro for flere år siden. De troede, at de ville bevare udsigten.
- Som jeg sagde dengang, har jeg ikke noget imod, at der kommer flere husejere i området - TVÆRTIMOD - men kunne det ikke bygges, så vi alle sammen kunne nyde den dejlige natur og udsigt?, siger Carsten Riis Jørgensen.





































