Gå til hoved-indhold
18. november 2016 - kl. 04.11

Forsvarer Fr.havns farver ved DM i Nationaløkonomi

  • 1 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 4 af 6
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 6
    De fire piger vil øge gymnasieelevernes motivation ved at indføre brugerbetaling, som dog tilbagebetales, hvis eleverne leverer varen.
  • 6 af 6
    De fire piger vil øge gymnasieelevernes motivation ved at indføre brugerbetaling, som dog tilbagebetales, hvis eleverne leverer varen.
Af: Kanal Frederikshavn

To grupper fra Frederikshavn Handelsgymnasium fløj i aftes til København, hvor de i dag skal forsvare Frederikshavns farver ved DM i Nationaløkonomi på Copenhagen Business School.

De otte elever fra Frederikshavn Handelsgymnasium er blandt de 200 tilbageværende i konkurrencen.

DM i Nationaløkonomi er en konkurrence, der er etableret af tre undervisere fra Handelsgymnasiet KNORD. Deres idé er at få flere unge til at interessere sig for international økonomi og matematik.

I år lyder opgavebeskrivelsen: "Hvordan løses én eller flere udfordringer for den danske velfærdsstat?"

Eleverne fra Frederikshavn dystede i fredags indbyrdes om at gå videre til finalen i København. De to vindende grupper er begge fra Globaliseringslinjen på Frederikshavn Handelsgymnasium, henholdsvis 3.E der har spansk, og 3.F, der har tysk.

Drengegruppen fra 3.E’s forslag til at løse problemer for den danske velfærdsstat fik især ros for deres kreativitet:

- Vi gik ind til denne opgave med en problemstilling, der hedder "For få studieboliger, for høj forurening". På landsplan mangler der 24.000 studieboliger i Danmark, hvoraf 9.500 af dem er i København. Da vi alle regner med at skulle studere i en storby, er det jo essentielt, at vi kan få tag over hovedet – endvidere skal vores kommende børn og flere generationer efter dem også leve på denne jord, så vores tanke var at tænke den bæredygtige vej. Man kommer længst med noget, der lægger en på sinde. Vores idé er, at staten skal benytte sig af erhvervspolitikken "picking the winners", der går ud på at støtte de såkaldte vinder-virksomheder. Her har vi konkrent taget CPH Containers som eksempel på en mulig vinder-virksomhed. De arbejder på konceptet "CPH Village", der ombygger aflagte skibscontainere til arkitekttegnede studieboliger på en bæredygtig måde og til en studievenlig pris. Staten skal altså satse på sådanne virksomheder til at løse samfundsproblemer. Dette skal foregå gennem statsstøtte. Derudover skal staten afsætte en kapitalpulje til forskning indenfor bæredygtigt boligbyggeri, udtaler Andreas Uhrenholdt.

Anderledes ser forslaget ud fra pigegruppen fra 3.F. Her er problemstillingen: "Niveauet på de danske gymnasiale uddannelser samt incitamentet til at dygtiggøre sig er ikke højt nok i forhold til de ressourcer og den kapital, den danske stat investerer i uddannelserne".

Gruppen ønsker at engagere de danske studerende på ungdomsuddannelserne, og det skal ske ved at indføre en brugerbetaling, som dog betales tilbage, hvis eleven opfylder fem kriterier, som de gymnasiale uddannelser stiller eleverne.

Baggrunden for dette tiltag er, at udgifter på gymnasiale uddannelser er steget med 10 milliarder kroner, uden man kan se en synderlig forbedring.

- Danmark får ikke nok ud af deres i elever i fremtiden, fordi mange ikke engagerer sig i skolen, og derfor ender som ufaglærte. Vi ser ikke økonomien som en problemstilling i vores idé. Vi har i stedet mere fokus på at dygtiggøre de næste elever, for at samfundet får mest muligt ud af eleverne på længere sigt, siger gruppen.

Ud af de 137 almene gymnasier, der er i Danmark, er det kun syv gymnasier, der formår at have studenter, der i gennemsnit til eksamen får 7.

Gruppen fra 3.F består af  Tobias Maajen, Simon Pedersen, Marcus Ettrup og Andreas Uhrenholdt. Gruppen fra 3.E udgøres af Sille Hesselvig, Frederikke Arent Jørgensen, Julie Abildgaard og Amalie Frederiksen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...