Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
18.02.2015 | Af: Kanal Frederikshavn

Forsvaret skal bestille krudt og kugler i Elling

Frank Bill, Peter Houlberg, Bent Bøgsted, Bjarne Laustsen, Daniel Rugholm, Morten Dahlberg, Patrick Lombardia og Aristide Debié.
Tre nordjyske folketingsmedlemmer har netop besøgt virksomheden Denex A/S i Elling. De vil nu kæmpe for, at det danske forsvar i stigende omfang bestiller krudt og kugler i hjemlandet. 

 

Denex hed tidligere Ammunitionsarsenalet, og virksomheden har igennem mere end 330 år været fast leverandør af krudt og ammunition til det danske forsvar.

Denex er den eneste producent af ammunition og eksplosiver i Danmark. Virksomheden var en del af det danske forsvar frem til 2008, hvor virksomheden blev privatiseret og omdannet til en konkurrencedygtig virksomhed. Denex har igennem årene forsynet danske tropper med ammunition, men har også haft opgaver indenfor vedligehold og demilitarisering. Eksempelvis har virksomheden stået for destruktion af de danske lagre af klyngebomber, som skulle tilintetgøres som følge af en EU-konvention. Virksomheden er i dag ejet af den spanske koncern Expal, der er en international virksomhed inden for forsvarssektoren.

Indtil årsskiftet var der 104 ansatte på Denex i Elling. Da forsvaret imidlertid ikke har fornyet sine aftaler med virksomheden, har Denex set sig nødsaget til at opsige 31 mand. Det er EU’s udbudsdirektiv, der er skyld i, at forsvaret ikke har placeret nye ordrer hos Denex. Det danske forsvar agter at sende nye ammunitionsordrer i frit udbud, mens de øvrige lande i EU i stedet beskytter sin industri og bestiller deres krudt og kugler i hjemlandet. Det må de gerne fordi en særlig paragraf i udbudsdirektivet (artikel 346), gør det muligt at undlade at sende indkøb i udbud, hvis det kan begrundes med særlige nationale sikkerhedsmæssige forhold.

Danmark har her valgt en anden kurs og vælger at implementere udbudsdirektivet fuldt og helt, og det har nu fået konsekvenser for de ansatte på Denex. Når de øvrige lande ikke sender indkøb af ammunition i udbud, så betyder det, at der ikke findes et reelt frit marked, som Denex kan byde ind på. Virksomheden rammes med andre ord af, at det danske forsvar ikke udnytter de muligheder, som EU-direktivet giver, og som alle andre lande benytter.

For at udbrede kendskabet til denne situation og for at orientere om muligheden for at anvende artikel 346 i udbudsdirektivet, havde Denex mandag inviteret en række lokale folketingspolitikere på besøg på virksomheden. Deltagerne var Bjarne Laustsen, Socialdemokratiet, Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti og Daniel Rugholm fra Det Konservative Folkeparti. Endvidere deltog Morten Dahlberg fra 3F Frederikshavn og Frank Bill fra Forsvarsindustrien.

Politikerne var enige om, at det danske forsvar så vidt muligt bør sende sine indkøb i internationalt udbud. Det giver alt andet lige de bedste produkter til den rigtige pris. Dog er der enkelte områder, hvor forsvaret af hensyn til sikkerheden bør fravige dette, og købe sine produkter direkte. Et af disse områder er netop indkøb af ammunition.

- Vi har i dag et aktivt dansk forsvar, som bidrager i internationale operationer flere steder i verden. Her er det helt afgørende, at vi udstyrer soldaterne med det bedste materiel, og at vi kan regne med, at de får den ammunition, som de har brug forDer er i virkeligheden meget logik i det her. En kampvogn er jo ikke meget værd uden ammunition. Vores soldater kan ikke klare sig uden krudt og kugler, og vi er nødt til at have sikkerhed for at forsyningerne kommer. Her har forsvaret en hundredårig lang tradition for at Denex leverer det rigtige til rette tid og pris, siger Bjarne Laustsen (S).

Daniel Rugholm (K) er helt enig:

- Det vil være en meget kortsigtet løsning at insistere på at sende de her opgaver i udbud. Pris er vigtig, men andre ting spiller også ind, når det gælder løsninger til forsvaret. Det gælder ikke mindst kvaliteten og forsyningssikkerheden. Det danske forsvar har for nylig oplevet, at israelske leverandører ikke kunne levere til tiden, og Finland har oplevet noget tilsvarende fra amerikansk side. Simpelthen fordi de pågældende producenter prioriterede opgaver til deres nationale forsvar. Vi kan ikke stille vores forsvar i en sådan situation, hvor vi risikerer ikke at kunne få den rigtige ammunition. Derfor må vi holde fast i en national leverandør. Det handler også om at fastholde nogle kompetencer i Danmark. Hvis vi først sender alle opgaver til udlandet, så vil viden og knowhow om produktion af ammunition forsvinde fra Danmark. Det kan man ikke bare lige bygge op igen, og også derfor bør forsvaret holde fast i Denex som leverandør.

Bent Bøgsted (DF) pegede på de problemer, som kan opstå med transport og destruktion, hvis man helt dropper den lokale produktion af ammunition:

- Det vil give massive problemer, og jeg kan godt frygte for sikkerheden, når store mængder ammunition skal transporteres rundt, og når lastbiler skal fragte bomber og ammunition tværs igennem Europa. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal bede andre løfte den opgave, når vi har en virksomhed her i landet, der har international erfaring, og som kan levere varen og klare opgaver med destruktion til den rigtige pris. Vores sikkerhedsinteresser er så afgørende, at vi bør vælge en dansk leverandør”.

Bjarne Laustsen oplyste, at de tre politikere nu vil tage problemstillingen op i forligskredsen og bringe det op overfor forsvarsminister Nicolaj Wammen.

- Det handler jo i sidste ende om at sikre en god løsning til en rimelig pris for det danske forsvar, mener Bjarne Laustsen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close