Gå til hoved-indhold
17. oktober 2010 - kl. 21.10

Forsvarsfejl kostede dyrt i topkamp mod Ringkøbing

  • 1 af 2
    FOTO: Martin Pedersen
  • 2 af 2
    FfI bragte sig foran 1-0, men tabte 1-2 til Ringkøbing.
Af: Martin Pedersen

FfI tabte søndag eftermiddag et vigtigt skridt i topstriden i DS-serien i fodbold, da det blev til et nederlag på 1-2 i Ringkøbing. Nikolai Holm sendte ellers FfI i front, men kort efter udlignede vestjyderne. Sejrsmålet faldt 10 minutter efter pausen. Det var FfI's første nederlag i otte kampe - og Ringkøbings sjette sejr på stribe.

Cheftræner Jan Wrensted gav i søndagens kamp førsteholdsdebut til ynglingespilleren Jack Enevoldsen. Formationen så således ud:

Kenneth Isaksen (m) - Michael Pedersen, Jacob Hørbye, Janus Friis, Theis Vad - Mike Petersen (c), Rasmus Wrensted (86: Nikolaj Hesthaven), Thomas Sørensen (71: Steffen Jensen), Nikolai Holm, Rune Sønderby og Jonas Sørensen (89: Jack Enevoldsen)

Efterhånden som første halvleg skred frem, kom FfI bedre med, og efter knap 20 minutters spil kunne jublen bryde løs i den rød/sorte lejr. Janus Friis fik vanen tro sidste fod på et Ringkøbing-angreb. Clearingen blev elegant opfanget af Nikolai Holm, der satte fart på, fik to Ringkøbing-spillere sat af og kom i en-mod-en-duel med hjemmeholdets keeper. Her var ”Niko” ganske sikker, og således sendte han bolden i kassen til føring på 1-0.

Bare fem minutter senere blev der bragt balance i regnskabet. Et langt indkast blev ikke afværget ordentlig i FfIs bageste geledder, og efter lidt pingpong endte læderet hos Kasper Lauridsen, som sparkede udligningen i hus. Der blev ikke noteret meget mere i en ganske underholdende første halvleg. 

FfI havde bare to minutter efter pausen en gigantisk mulighed. Michael Pedersen sendte bolden i dybden til Nikolai Holm, der fik passeret keeperen. Inden bolden trillede over kridtstregen, fik en Ringkøbing-forsvarer reddet på stregen - sort uheld!

Fem minutter senere blev det 2-1 til hjemmeholdet, da et hjørnespark fik lov at passere igennem FfI-forsvaret. Bolden endte hos Morten Juelsgaardm der fik sidste fod på læderet.

Kort før tid var Jacob Hørbye tæt på at dirigere et hovedstød i nettet. Desværre sneg bolden sig lige forbi målet, og et halvt minut senere var Ringkøbing tre point rigere.

- Det er lidt svært at sætte ord på, hvad der gik galt. Det var egentlig ikke, fordi vi spillede dårligt, men vi giver Ringkøbing to meget lette mål. Vi må bare op på hesten igen på lørdag mod Odder på udebane, sagde en skuffet Jan Wrensted efter kampen.

Se den aktuelle stilling i DS-serien, pulje 3

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...