Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
03.09.2019 | Af: Michael Frederiksen

FOU-formand: Løbet er kørt for golfklubben

Formand Kim Stubbergaard Reese, formand for Frederikshavn Golf Klub, håbede på barmhjertighed og tilgivelse i Folkeoplysningsvalget.
Frederikshavn Golf Klub kan glemme alt om et tilskud på 133.000 kroner, som klubben glemte at søge Frederikshavn Kommune om i tide.

 

- Det var et fuldstændigt enigt FOU (Folkeoplysningsudvalget, red.), der tog beslutningen, oplyser formand Steen Jensen til Kanal Frederikshavn.

Frederikshavn Golf Klub erkender, at den har glemt at søge tilskud til vedligehold over 50.000 kroner i relation til lokaletilskud. Dermed går klubben glip af 133.000 kroner, som den plejer at modtage.

Formand Kim Stubbergaard Reese håbede på barmhjertighed og tilgivelse i Folkeoplysningsvalget. Ikke mindst fordi klubben sidste år havde et underskud på næsten 800.000 kroner.

Men Folkeoplysningsudvalget vil ikke give golfklubben dispensation fra ansøgningsfristen, som var 1. april 2019. Steen Jensen pointerer, at et enigt udvalg siger nej til Frederikshavn Golf Klub.

- De får således heller ikke noget ud af at henvende sig til paraplyorganisationerne (Idrætssamvirket og Frederikshavn Ungdoms Fællesråd, red.), som der hentydes til i artiklen på Kanal Frederikshavn. Golfklubben har fået mange henvendelser om sagen og bruger hele tiden argumenter, der henviser til den nye tilskudsordning. Denne sag hører hjemme under den gamle ordning, påpeger Steen Jensen.

Havde Folkeoplysningsudvalget imødekommet golfklubbens ansøgning, skulle dette års tilskudsudbetaling ifølge Steen Jensen være genåbnet, idet den er afsluttet og gennemført.

Påvirker det dig ikke, at golfklubben sidste år havde 800.000 kroner i underskud?

- Golfklubben har overset i hvert fald fem henvendelser om, at der kun kan indberettes vedligeholdelsesudgifter på makimalt 50.000 kr., og at yderligere vedligeholdelsesudgifter skal søges i Folkeoplysningsudvalget. Da dette års tilskudsudbetalinger er afsluttet og gennemført, vil en imødekommelse af golfklubbens ansøgning betyde, at samtlige klubbers tilskudsudbetalinger skal omregnes, og der vil blive tale mindre tilskud til de enkelte klubber og dermed tilbagebetaling. Men ærgerligt for golfklubben er det da, siger Steen Jensen.

Borgmester Birgit S. Hansen har denne korte kommentar til sagen:

- Vi har et besluttende organ (Folkeoplysningsudvalget, red.), som jeg respekterer, siger borgmesteren.

Tommy Thomsen, formand for Idrætssamvirket, opfordrer i stedet golfklubben til ansøge Folkeoplysningsudvalgets anlægspulje.

- Det skal da prøves, men jeg tror, jeg kender svaret på forhånd, udtaler Kim Stubbergaard Reese.

Har tilføjer, at Frederikshavn Golf klub har korrespondance, som viser, at klubben rent faktisk har sendt de fornødne oplysninger til Folkeoplysningsudvalget inden deadline.

- Men det skete igennem de forkerte kanaler, fordi det ikke var muligt, da der lå en spærring i systemet, som ikke accepterede ansøgninger over 50.000 kroner. Derfor sendte vi materialet direkte til Folkeoplysningsudvalget (Uffe Borg), forklarer Kim Stubbergaard Reese.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close