FOX rejste sig - vandt hele 31-19 på Frederiksberg
Det overraskende nederlag midt på ugen til Ringkøbing havde sat spillerne hos Frederikshavn FOX ekstra op til lørdagens udekamp i Frederiksberghallen mod BK Ydun. Et tændt FOX-hold vandt 31-19.
Vi har plukket følgende fra fanklubbens hjemmeside: www.foxtails.dk.
Allerede fra første fløjt satte gæsterne sig på kampen, og det gjaldt i begge ender af banen. Forsvaret fik sig stillet godt og solidt og gjorde det meget svært for hjemmeholdet at komme til åbne scoringschancer.
I angrebet viste FOX tænder og efter 10 minutter følte Yduns træner sig nødsaget til at tage sin time-out. På det tidspunkt havde FOX skaffet sig et solidt forspring på 5-1, og dette blev udbygget kort efter til 6-1.
Ydun fik med to scoringer reduceret til 3-6 og var ved at skabe en smule spænding, men med tre scoringer på stribe tog FOX føringen med 9-3, og man begyndte at kunne se en stor forskel på de to hold.
Ydun spillede hele kampen med et 3-2-1 forsvar, og det fik FOX-træner Knut Ove Hoa til at benytte de løbestærke spillere, og de gjorde det godt i første halvleg. Specielt Kelsi Fairbrother viste klasse og farlighed, og hun leverede en fremragende halvleg, hvor hun blev noteret for fire scoringer.
FOX fik spredt spillet godt ud, og derfor fik Louise Andersen også fat i sin side og fik scoret to gange. Efter en god første halvdel af første halvleg, hvor FOX holdt højt tempo, gik man lidt ned i kadence og derved kom Ydun lidt mere med i kampen.
De fik reduceret til 5-12, men FOX satte igen tempoet op og fik scoret de sidste tre mål inden pausen. Det sidste blev sat ind af Martina Adamsson-Jensen direkte på et 3-meter efter tid. Pausestilling: 15-8 til FOX.
FOX udbyggede gennem de første 10 minutter af anden halvleg sin føring til 20-12, og spændingen i kampen var stort set forsvundet. Julie Thomsen gjorde det rigtigt godt efter pausen, og fik med fire scoringer vist, hvad hun står for.
Også Lene Tønnesen fik held med sit spil efter pausen og havde flere gennembrud med tre scoringer til følge. Derudover var FOX også uheldig med at ramme træværket et par gange, men det slog ikke FOX-spillerne ud af kurs.
Den var rettet ind på at sikre en solid sejr og tanke selvtillid inden pokalkvartfinalen mod samme modstander samme sted mandag 19. oktober.
Efter 18 minutters spil fik Fox skabt en 10-måls føring ved at score til 25-15, og den afstand blev ikke bare holdt, med også udbygget i den resterende del af kampen.
FOX skal roses for ikke på noget tidspunkt at stille sig tilfreds, men at de hele tiden kørte på, og derfor var det fuldt fortjent de kunne sikre sig en stor sejr på 31-19.





































