Gå til hoved-indhold
15. maj 2018 - kl. 10.05

Fra lærling til svend i eftertragtet branche

  • 1 af 2
    FOTO: MARCOD
  • 2 af 2
    Fra VMS Group lærlingeansvarlig Kim Brohus, Claus A. Christensen og Ivan J. Andersen. Fra Orskov Yard Frederik Sandkvist og lærlingeansvarlig Henrik Blokhus. Fra MAN Diesel & Turbo Jonas M. Hansen, Christian B. Bæch og lærlingeansvarlig John Ditlev.
Af: Kanal Frederikshavn

Fra lærlingestatus til maritime svende i en branche, hvor der er rift om dem. En håndfuld lærlinge har netop afsluttet svendeprøven som skibsmontører på EUC-Nord i Frederikshavn, hvor alle har opnået flotte resultater. 

Lærlingene er omfattet af den maritime lærlingeordning, der huses af MARCOD i Frederikshavn. Partnere i ordningen er Orskov Yard, VMS Group, MAN Diesel & Turbo, Hirtshals Yard, Soft & Teknik, Mariendal Electrics, Vestkajens Maskinværksted, KM Automatik, Victor samt KS Maskinteknik.

Virksomhederne i lærlingeordningen har stort fokus på at uddanne lærlinge og dermed den kvalificerede arbejdskraft, som de har brug for.

Lærlingeansvarlig John Ditlev hos MAN Diesel & Turbo fortæller, at på virksomhedens havneafdeling er gennemsnitsalderen høj, og flere virksomheder kan nikke genkendende til samme udfordring:

- Det er derfor bydende nødvendigt, at vi løbende sørger for, at der uddannes nye svende til medarbejderstaben, siger John Ditlev, som allerede i år har ønsket fire lærlinge tillykke med svendebrevet.

Maritim lærlingekoordinator ved MARCOD, Anette H. Sørensen, er repræsentant i det lokale uddannelsesuddannelsesudvalg for skibsmontører og smede på EUC-Nord, hvor udvalgsmøderne fast omhandler status på elevoptag og antal indgåede lærlingeaftaler siden sidste møde.

- Alle tekniske skoler har i foråret fokus rettet mod antal tilmeldte nye elever, og det var med stor glæde, at vi på sidste møde i det lokale uddannelsesudvalg på EUC-Nord fik at vide, at skolen er positiv, da der er gode tilmeldinger til det grundforløb, der starter efter sommerferien, siger Anette H. Sørensen.

- At få flere unge til at søge mod erhvervsuddannelser sker ikke hen over natten, men med oplysning om alle de gode fremtidsmuligheder, der ligger forude, når man står med et svendebrev i hånden, tror jeg på, at udviklingen kan vendes ved fælles indsats, vurderer Anette H. Sørensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...