Fra Netto i Silkeborg til Inspiration i Fr.havn
Susanne Martens fra Aalborg er butikschef i Inspiration, der i mandags åbnede sin nye forretning på Fisketorvet i gågaden i Frederikshavn.
Hun er opvokset i Aabybro og var dengang vant til at sejle fra Frederikshavn.
- Ellers kender jeg ikke så meget til byen, men det er jo en turistby, så jeg satser på, her sker en del, siger Susanne Martens.
Hun har senest været butikschef i en Netto-forretning i Silkeborg, men er for nylig flyttet til Aalborg sammen med sin familie.
- Det er en ny branche for mig, men jeg har mange gode ting med i bagagen fra Dansk Supermarked. Pris og kvalitet skal hænge sammen, og det er vigtigt med en god service og nogle søde piger, mener Susanne Martens.
Inspiration og alle andre butikker i gågaden i Frederikshavn har i aften åbent til kl. 22.00 i forbindelse med Open By Christmas.





































