Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
09.07.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Fra Nørresundby til Sæby: Drømmehuset skal bygges

Camilla Kjær Fredensborg, Jesper Møller og lille August på fem måneder glæder sig til at bygge drømmehuset på Strandager i Sæby.
Købsaftalen på Strandager 8 er netop underskrevet, og den lille familie - bestående af Jesper Møller på 34 år, Camilla Kjær Fredensborg på 26 år og lille August på fem måneder – kan næsten ikke vente til foråret, hvor de går i gang med at bygge drømmehuset i Sæby.

 

Familielivet, skov, natur og børnevenlig badestrand ligger øverst på listen over dét, den lille familie glæder sig allermest til ved at flytte til Sæby. De har ledt efter en byggegrund flere steder – først i og omkring Aalborg, hvor familien er bosat nu, men Sæby og udsigten til at bygge deres helt eget hus i naturskønne omgivelser, nær strand og samtidig tæt til motorvejen mod Aalborg løb i sidste ende med sejren.

- Vi har gået rigtig mange ture herude og ved stranden. Vi har mærket godt efter og er begge helt sikre på, at det her er det helt rigtige sted for vores familie. Selvom Jesper arbejder i Aalborg tager det ikke lang tid med motorvejsforbindelsen, og vi kører alligevel altid nord for Limfjorden, når vi skal besøge venner og familie. Dem kommer vi meget tættere på nu, siger Camilla Kjær Fredensborg, der afsluttede sin læreruddannelse lige op til sin barsel med sønnen August.

Parret har i en årrække været bosat i Nørresundby mens Camilla studerede og Jesper sideløbende arbejdede som projektleder i Oslo. Nu er jobbet i Oslo skiftet ud med en projektlederstilling i Aalborg - og efter lille August kom til verden i januar har parret været på udkig efter den helt rette beliggenhed for deres kommende hjem som familie.

- Jeg er uddannet tømrer og har altid drømt om selv at bygge hus. Nu er springet taget efter flere måneders søgen, og indtil videre er planen, at vi går i gang med at bygge til foråret, selvom Camilla flere gange har spurgt til, om ikke vi allerede skal gå i gang efter sommerferien, siger Jesper Møller og smiler til Camilla.

Jesper og Camilla er oprindeligt fra Østervrå, hvor deres familier fortsat bor. De har begge mange venner og bekendte i området omkring Sæby. Stranden har været et af de helt store trækplastre sammen med trygheden og det hyggelige gågade- og havnemiljø i Sæby.

Især de seneste to år er interessen for kommunens parcelhusgrunde på Strandager og Boelsmindevej steget markant. Der er lige nu kun fire grunde tilbage i udstykningen - to af dem er reserverede.

- Vi glæder os over interessen for Strandager og Sæby og har igennem længere tid haft rigtig mange reservationer i udstykningen. Vi ser frem til, at flere reservationer munder ud i et forhåbentligt salg og ønsker Jesper, Camilla og August stort tillykke med deres nybyggerdrøm i Sæby, siger Claus Conradsen, Ejendomscenteret, Frederikshavn Kommune.

Parcelhusgrundende på Strandager og Boelsmindevej er placeret i den nordligste del af Sæby tæt på børnevenlig badestrand og Sæbygård Skov.

Se de sidste grunde i udstykningen på hjemmesiden her.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close