Gå til hoved-indhold
31. marts 2010 - kl. 13.03

Frank Arnesen og Frits Ahlstrøm til Frederikshavn

  • 1 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 3
    Frank Arnesen kan 10. maj opleves i Det Musiske Hus. Arrangementet henvender sig både til fodboldinteresserede og forretningsfolk.
  • 3 af 3
    FOTO: Kanal Frederikshavn
Af: Kanal Frederikshavn

En af Danmarks mest populære fodboldspillere gennem tiderne og en af Europas mest indflydelsesrige personer i den internationale fodboldverden – nuværende sportsdirektør i Chelsea FC, Frank Arnesen – fortæller 10. maj om sin imponerende karriere. Arrangementet foregår i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

 

- Frank er en af de mest populære fodboldspillere Danmark har fostret. Han lavede 14 mål i 52 landskampe, og han var en af de centrale figurer på 80'ernes dynamitlandshold. Ifølge flere fodboldeksperter er Arnesen formodentlig den bedste turneringsspiller i dansk fodbolds historie. Hans spilintelligens, overblik, målfarlighed og sublime teknik fik mange til at sammenligne ham med Pelé og især med Johan Cruyff, fortæller Kim Høfler, direktør Frederikshavn Event, der står bag arrangementet.

Siden afslutningen på sin fantastiske fodboldkarriere, der begyndte i Fremad Amager og fortsatte i AFC Ajax, Valencia CF, RSC Anderlecht og PSV Eindhoven, har Frank Arnesen haft en lige så fantastisk karriere udenfor banen.

Frank Arnesen er en af den internationales fodbolds mest eftertragtede talentspejdere. Frank Arnesen understregede dette talent, da han som direktør, assistent-træner for Sir Bobby Robson og general manager i PSV Eindhoven spottede og engagerede brasilianerne Romario og Ronaldo – og senere sørgede for, at PSV Eindhoven angiveligt tjente over en halv milliard kroner på at sælge disse spillere samt Ruud van Nistelrooy, Jaap Stam og Arjen Robben. Tottenham Hotspur FC ansatte Frank Arnesen i juni 2004. Det følgende år skiftede Frank Arnesen til Chelsea FC, hvor han nu er sportsdirektør.

Arrangementet i Det Musiske Hus bliver en samtale mellem Frank Arnesen og Frits Ahlstrøm, mediedirektør og pressechef i UEFA igennem 15 år, indtil han i januar nåede pensionsalderen på 65 år.

- Frits Ahlstrøm, som stadig løser opgaver for UEFA, er en institution i europæisk fodbold og ikke mindst i dansk sportspresses historie, hvorfor vi er glade og stolte over, at Frits vil bidrage med sin store viden til at gøre denne aften uforglemmelig. Udover at "styre" slagets gang på scenen har Frits et par overraskelser med til publikum, lover Kim Høfler.

- Vi ser derfor frem til en spændende aften, der bliver humoristisk, dramatisk og livsbekræftende, men også en aften hvor publikum vil få lejlighed til at stille spørgsmål til Frank Arnesen. Vi vil beskæftige os såvel med fodboldspilleren Frank Arnesen som den succesrige businessmand Frank Arnesen. Altså et arrangement for både fodboldinteresserede som folk, der er interesserede i den mere forretningsmæssige del af den internationale fodboldverden, siger Kim Høfler.

De 400 billetter sættes til salg efter påske.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...