Toppen af Danmark Løbet foregår i år på to ruter i området omkring Palmestranden.
Toppen af Danmark Løbet fravælger gågaden og placererer i stedet for start- og mål-området på den store parkeringsplads ved Palmestranden. Løbet afvikles søndag 26. juni.
Det er anden gang, at FitMind.dk - med Jan Vajhøj i spidsen - arrangerer løbet, og der er igen mulighed for at vælge følgende distancer: 3 km - 6 km - 12 km - 1/2 maraton - maraton.
De tre korteste distancer finder sted på en 3 km lang rute i området ved Palmestranden, Rønnerhavnen, Nordstrand Camping og Sindallundkvarteret. Her går starten kl. 12.00.
De løbere, som har lyst til at prøve kræfter med henholdsvis 21 og 42,195 km, sendes af sted kl. 10.00. Ruten er forlænget, så den mod nord strækker sig ud til Lerbæk Markvej og mod syv til Nordre Skanse. Den lange rute er 7 km, så maratonløberne skal igennem den seks gange. Ruten fører løberne ned på selve Palmestranden.
Firmaer, familier eller andre grupper er velkomne til at tilmelde sig som hold, så de kan løbe et maraton-stafet. Eksempelvis kan seks kolleger deles om distancen på 42,195 km.
Alle, der tilmelder sig, bidrager hver med 25 kroner til Jan Vajhøjs indsamling til et spabad på Hospice Vendsyssel.
Der er flotte lodtrækningspræmier, bl.a. ringe fra Guldsmed Birgitte Munch, og præmier til største firmahold, hurtigste single/par, hurtigste stafethold med mere.
- Min målsætning er minimum 400 deltagere. Kommer der ikke det, vil jeg formentlig ikke arrangere løbet næste år, siger Jan Vajhøj.