Gå til hoved-indhold
20. september 2017 - kl. 09.09

Fredag med masser af inspiration til foreninger

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Morten Ryesgaard Larsen har i 16 år arbejdet med fundraising lige fra små lokale foreninger, der mangler udstyr, til store anlægsprojekter.
Af: Kanal Frederikshavn

Arrangørerne forlænger tilmeldingsfristen til konferencen "Fremtid i Forening" på fredag i håbet om, at flere foreninger og klubber tilmelder sig. 

Konferencen er for alle klubber og foreninger i Frederikshavn Kommune, og den finder sted på fredag i FFK-Centret fra fra kl. 16-21.

- Det er stadig muligt at deltage i den gratis foreningskonference om udvikling af fremtidens frivillige foreningsliv. Enhver med interesse for fritids- og foreningsaktiviteter er hjertelig velkomne. FUF og Idrætssamvirket er værter ved en let anretning, oplyser FUF's formand, Henrik Carlsen.

Læs mere og tilmeld dig her.

Konferencen lægger ud med to spændende spor, som deltagerne kan vælge imellem.

SPOR 1: Foreningsudvikling, Kristian Pilgaard, kommunekonsulent med stor erfaring ansat i Thisted Kommune. En interessant session om foreningsudvikling, om muligheder gennem lederhvervning, partnerskab, nyudvikling og skolesamarbejde. Vigtig viden i enhver forening.

SPOR 2: Fundraising for alle. Mød Morten Ryesgaard Larsen, som gennem 16 år har arbejdet med fundraising lige fra små lokale foreninger, der mangler udstyr, til store anlægsprojekter for blandt andet foreninger og skoler, alt med eksempler på, hvordan andre har haft succes med at søge fondsmidler. Morten Ryesgaard Larsen giver inspiration og værktøjer, som kan anvendes til egne projekter. Sidst vil der være god mulighed for konkrete spørgsmål om stort og småt.

Efter et kort lokalt indlæg og vigtig information fra Center for Kultur og Fritid i Frederikshavn Kommune bydes på lidt forplejning, hvorefter aftenens hovedtaler og inspirator, Søren Østergaard, "Danmarks ældste Teenager", går på podiet med et interessant, lærerigt og berigende oplæg:

- I gamle dage gik man til spejder og fodbold for at være sammen med sine venner – det gør man ikke mere, siger ungdomsforsker Søren Østergaard, der sætter fokus på, hvordan en forening bliver bedre til at etablere miljøer, som af unge opleves så attraktive, at de vedbliver med at være aktive i foreningerne.

- Vi håber, at rigtig mange vil benytte denne unikke mulighed for at hente ny viden om "Forening i Forandring" og hente inspiration til at føre foreninger og klubber, såvel idræts- ungdomsklubber og spejdere, ind i det næste årti, siger Henrik Carlsen.

Program og forplejning fra kl. 16-21 er gratis for alle. For interesserede indbydes til socialt samvær fra kl. 21 for kun 100 kroner.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...